Dagens chauffør: Per (Og Kai-Asle den sidste time til Clinton, KS)
Target area: Nordlige Oklahoma, sydlige Kansas
Afstand: 550 km
Dagens tema: Transport for at komme i position
Vejr: Koldt, forbandet koldt. Hvad sker der lige for vejret herovre?
Menu: Morgenmad: Lasagne, Cola, aftensmad: Spicy Italian sandwich fra Subway.

I går blev klokken nok en gang mange. Jeg synes stadig ikke, jeg har fået sovet ordentligt ud. Og så har vi ikke engang rigtig chaset endnu.
Jeg sov til halv ti og snuppede et hurtigt bad, mens jeg lavede kaffe på værelset.
Per var oppe og var i fuld gang med at omrigge bilen, da vi stadig havde problemer med strømforsyningen. Jeg stak hovedet ud i shorts og bar overkrop og havde nær fået et kuldechok. Der var kun små 13 graders varme. Det holder altså ikke. Jeg vil have sol og varme. Det giver jo energi til de store uvejr!

De sidste ting ordnes før afgang

Ved 11-tiden tjekkede vi ud og kørte fra motellet kl. 11:30.
Det blev igen til sen morgenmad/frokost, denne gang på en italiensk fastfoodrestaurant i Oklahoma City. På vejen passerede vi Tinker Airforce Base, hvor det amerikanske luftvåben bl.a. har udstationeret Stealth og B52 bomefly. Dem så vi ikke nogle af, men vi blev flere gange overfløjet af dette AWACS-fly, som øvede sig i at lave touch-and-go landinger.
Maden på restauranten var ikke noget at skrive hjem om. Jeg fik en gang lasagne med en Ceasar salat til.
Vi fik rigget vores webcam til, så nu er der ikke noget med at begrave pegefingeren i næsen, da det snildt vil kunne ses hjemmefra.

Kilometervis af ledninger og stikdåser!

Warmsector havde haft kontakt med Tom Dulong, en operativ meteorolog i flyvevåbnet, som vi bl.a. også mødte sidste år. Vi aftalte at mødes med ham på den samme Starbucks som sidste år i downtown Oklahoma City. Vi tilbragte en god times tid i hans selskab, og det var skønt at få en kop “damn good coffee”.
Derefter kørte vi mod nord. Der er et godt setup i det nordlige Kansas, Nebraska og South Dakota i morgen og onsdag.

Spas på parkeringspladsen foran Starbucks

Vi kørte gennem det landlige nordlige Oklahoma og kom igennem byer med navne, der klingede indiansk, bl.a. den lille Watonga, der stort set ikke bestod af andet end et kasino, en tankstation og en kornsilo.

Tom Durlong

I byen Woodward – hvor vi i 2007 så en fantastisk flot LP supercelle – havde vi et kort stop på en tankstation for at tjekke prognoser. Vi blev kontaktet af en fyr, der præsenterede sig som Tyson, og som efter eget udsagn var ansat på den lokale avis. Hvad der så fulgte skulle vise sig at blive en mere og mere bizar oplevelse. Han startede med at lovprise vores arbejde som stormchasere : “Your work is very important. You save a lot of lives”. Så ville han have et interview med os, men manglede sin blok og kuglepen. Så han foretog det på sin mobiltelefon. (Hvilken journalist tager hjemmefra uden blok, kuglepen eller diktafon?)
Han skrev noter ned på bagsiden af en Super8-regning!
Hans spørgsmål kom ind i mellem kommentarer og beretninger om hans tid i søværnet. Han hadede hollændere, (“I hate the dutch – they invented the slavery”) og havde tilbragt et par uger i København. Endvidere fortalte han også om ludere i Holland, knivstikkeri med mere. En rigtig farverig person.
Han var også meget opsat på at komme med på chase, Han ville endda sælge sine aktier og give dem som donation til os, bare han kunne komme med i sin pickup. Problemet var bare, at værdien af disse aktier efterhånden steg i værdi under samtalen. Først var de $10.000 værd, så $20.000 og til sidst $37.000. Det gik efterhånden op for os, at vi havde med en af de lokale landsbytosser at gøre, og han var meget svær at slippe af med. Det lykkedes dog til sidst. Hvis det skulle vise sig, at hans historie var sand nok, så undskyld Tyson, men du virkede bare ikke helt troværdig 🙂

De sidste prognoser havde ændret sig en del siden morgenstunden (ikke unormalt). I morges var der en stærk “cap” (et varmt luftlag et stykke op i atmosfæren, der ligger som et låg og forhindrer dannelsen af byger) i den sydlige del af det område, der kunne blive påvirket af uvejrsystemet i morgen. I eftermiddagens prognosekørsler var dette ændret, således at cap’en ikke mere vil være så stærk i morgen. Desuden er CAPE’en meget høj (CAPE må ikke forveksles med cap. Cap er som før beskrevet et varmt spærrelag, mens CAPE er et udtryk for, hvor instabil luften er – dvs hvor nemt en luftpartikel kan stige til vejrs – eller med andre ord, hvor nemt en byge kan udvikle sig, hvis den ikke støder mod cap’en.)
Det gør pludselig området i Oklahoma og Texas panhandle meget interessant. Det er geografisk et godt område at chase i, og så behøver vi ikke køre så langt nordpå. Vi besluttede derfor at overnatte i området. Vi spiste først aftensmad på en Subway og gik dernæst på jagt efter et sted at overnatte. Det var lettere sagt end gjort. Vi prøvede fire moteller i byen, men uden held. De var alle optaget, selv herude på Lars Tyndskids… Derfor opgav vi og kørte mod Clinton. Her fik vi via telefon bekræftet, at der var plads og bestilt værelser. På vejen fandt vi i et kuponhæfte rabatkuponer, så vi nøjes med at betale 42$+skatter pr. værelse. Cirka 230 kr. for en overnatning med morgenmad. Ikke værst.
Faktisk benytter Warmsector sig meget af rabatkuponer. Og der er altså en del at spare. Så vi er glade for, at de har lært os at bruge det. Normalt koster et motelværelse 300-400.

Drengene

Vi ankom henad kl. 1, og det blev altså endnu en sen dag. Og så var det jo sådan, at Per havde fødselsdag. Det skulle da fejres på behørig vis. Både Warmsector og Thomas og jeg havde fået lokket Per væk, så vi kunne købe lidt gaver til ham. Warmsector havde endda købt kage og lys. Men da lysene skulle pustes ud, blev der udviklet så meget røg, at vi frygtede, at røgalarmen ville gå i gang. Vi slap med skrækken. Per var glad, og vi skyllede kagen ned med en god whisky og en kold øl. Fed blanding, ikke? Derudover havde Warmsector endnu en overraskelse i baghånden. Tre eksemplarer af Storm Chasing Handbook Second Edition, om ikke chasernes bibel, så tæt på. Men ikke nok med det. Inde i bogen havde Paul Austin fra Warmsector skrevet om de nære venskabsbånd, vi har knyttet med dem. Jeg fik æren af at læse det op på engelsk og måtte knibe en lille tåre. Det bliver bare ikke større.

Vi har rimelige forventninger til setup’et i morgen, og med mindre, prognoserne skifter i løbet af natten, amerikansk tid (og det kan jo ske) burde vi opleve vores første superceller i morgen. Vi har samtidig fået fintunet videostreamen, samt fået vores “in car-kamera” op også. Vi mangler blot at få delt internetforbindelsen på hovedpc’en, så den sekundære pc på bagsædet også kan benytte den, så er vi 100% klar. Så forhåbenligt vil der omkring midnat tirsdag aften (dansk tid) kunne ses superceller på Chase Team Denmark’s stream. Men husk: Vejret er en foranderlig størrelse, der ikke kender til prognoser. 🙂

Hilsen
Kai-Asle

Related Images: