En fastlåst situation

I dag fik vi endelig chaset ordentligt. Det var tydeligt, at der var mere gods i bygerne end de foregående dage, men det blev aldrig helt så fotogent, som prognoserne ellers indikerede. Måske nåede der ikke at strømme nok fugt op fra syd. Uanset hvad så oplevede vi pænt store hagl, masser af lyn og så en lige lovlig spændende afslutning på chasen.

Efter morgenmad på Ihop trillede vi stille og roligt fra Amarillo til Shamrock i Texas, hvor vi som så ofte før ventede på en tankstation. Her havde andre chasere også taget opstilling.

Omkring halv fire begyndte der at poppe flere celler syd for os. Vi ventede for at se, hvilken en der var den mest lovende.

God celle med et par tommer hagl

Vi er den hvide ring øverst i billedet. Cellen, vi chaser, kommer op sydvest for os.

Da vi havde valgt en celle susede vi sydpå og blev snart mødt af en flot servere warned tordenbyge med 3,5 tommer hagl. Den skulle vi i hvert fald ikke ind i. Vi ville meget gerne ned i bygens sydlige del, men haglkernen var for tæt på. Og da der ikke var ordentlige veje mod øst, måtte vi køre tilbage nordpå mod Shamrock.

Vi kan ikke nå ned foran cellen.

Her kunne vi køre østpå af I-40. Da vi nåede Texola på den anden side af grænsen i Oklahoma, var vi kommet langt nok foran bygen til at køre sydpå.

Flot celle med meget store hagl

Her lå vi og krydsede ned igennem landskabet foran bygen. Der var mange andre chasere på den samme byge, og man skulle virkelig være på stikkerne.

Vagn er en meget glad mand

På et tidspunkt holdt vi ind og nød synet af den flotte celle. Det var lige til øllet, for pludselig blev vi ramt af store hagl og måtte ræse af sted. Men så fik Vagn da oplevet store hagl, der hamrede mod bilen. Jeg tror, vi slap for buler.

Vi kom hurtigt ud af det og nåede ned til byen Mangum. Her var vi meget i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Vores celle begyndte at blive for pakket ind i hagl og nedbør, til at man rigtig kunne se noget. Og mod syd var der talrige, lovende byger.

Vi valgte at køre længere mod syd. Her holdt vi os til en ny, lovende byge med til tider flot struktur og mange lyn.

Nu fulgte vi bygen videre østpå. Og da det blev mørkt, prøvede vi at tage et par lynbilleder.

Klokken var efterhånden mange, og det begyndte at blæse kraftigt og regne. Vagn havde glemt at rulle sit vindue op i passagersiden, så han fik bilnøglerne, så han kunne rulle sit vindue op. Han startede motoren, rullede vinduet op… og så var fanden løs! For alle døre låste, også bagklappen. Vi kunne ikke komme ind i bilen! Her stod vi midt ude i ødemarken klokken ni om aftenen i silende regn og blæst uden mobiltelefon eller noget som helst, mens motoren brummede lystigt. Nu var gode råd dyre.

Vi begyndte at gå og flå i alle håndtagene i håb om, at de som ved et mirakel pludselig gik op. Jeg prøvede at knække koden til dørlåsen, og Vagn begyndte så småt at trække ud i sideruder og ruden i bagklappen, der kan åbnes. Vi var tæt på at nå til det punkt, hvor vi måtte ofre en rude. Men det ville vi helst undgå.

Men så fandt Vagn ud af, at fordøren kunne tvinges lidt op. Han ofrede det ene ben… af sit stativ og satte det i spænd imellem selve bilen og døren. Dernæst gik vi på jagt efter en pind ude på marken. Til alt held havde jeg taget min lille lommelygte i lommen, da vi tog lynbilleder. Den fik vi i den grad brug for. Vi fandt en god pind og stak den ned i mellemrummet og forsøgte at komme til at trykke på enten låse-knapppen eller de elektriske ruder. Men pinden var ikke stiv nok.

Mens vi stod og baksede, kom der en bil. Jeg løb ud på vejen og blinkede med lommelygten. Til alt held stoppede han. Og søreme om han ikke viste sig at være stormchaser fra Phoenix, Arizona. Han lurede godt nok noget, da han hørte om vores kattepine. Men han var meget hjælpsom og ringede til et værksted, der ville låse bilen op for 25 dollers. Mens han sad og talte i telefon, lykkedes det til sidst Vagn at få rullet bagruden ned. Jeg for derom og fik åbnet døren, og så kunne vi omsider komme ind i bilen igen.
Vi takkede ham, fordi han var så hjælpsom og gav ham en cola. Han skulle køre helt til Denver og flyve hjem derfra klokken syv i morgen tidlig. Vi sagde farvel og kørte mod Lawton, hvor vi tjekkede ind på La Quinta og gik over på Ihop og spiste natmad klokken halv et. Det første gang, jeg har været på Ihop to gange på en dag.

Nu er der pause til på lørdag, hvor blandt andet Reed Timmer taler om det største tornadoudbrud siden 2011, og Marc har draget paralleller til berømte tornadoer som Andover og Moore den 3. maj 1999. Så der venter en barsk og farlig dag. Vagn får i den grad fuld valuta for pengene.

Klokken er i skrivende stund tre, og jeg er ved at segne af træthed efter en begivenhedsrig dag. Vagn blev dagens mand i skysovs. Sådan!

Vi fik kun kørt 450 km i dag.
[map style=”width: auto; height:640px; margin:20px 0px 20px 0px; border: 1px solid black;” kml=”https://stormhunt.org/wp-content/uploads/23.04.14.kml”]

Godnat.
Kai-Asle

Related Images: