, Stormchase 2011 – Dag 9

In the saddle

 

I dag blev min del af aftalen indfriet. Før vi rejste, havde jeg lovet Mette, at hvis hun chasede med mig, ville jeg sætte mig op på en amerikansk hest og ride solen sort… ah, små slag nu.

Vi tjekkede ud fra motellet og tog hen på American Quarter Horse Museum. Det var et imponerende og stort bygningsværk for én enkelt hesterace.

Den amerikanske quarterhorse har haft samme betydning for amerikanerne, som den islandske hest har haft for islændingene. Den er alsidig og er blevet brugt som både arbejdshest og væddeløbshest. Men da hesten også skulle bruges til arbejde, ville man ikke ride alt for langt. Derfor nøjedes man med en kvart mil, 400 meter. Desuden brugte man grusveje og lokale marker, før man senere anlagde regulære væddeløbsbaner. Det var en både interessant og spændende historie.

Præsident Bushs sadel

Efter det kulturelle input kørte vi hen i en Western Store for at købe lidt riding outfit. Mette shoppede lystigt og købte både hat, cowboybukser og en lækker skjorte. Jeg fandt et par fede Wrangler til 150 kroner og en kortærmet skjorte.

Bagefter tog vi på Burger King og kæmpede lidt for at få morgenburgeren ned. Efter den store kulinariske oplevelse, tog vi ind ved siden af, hvor der lå en pendant til Starbucks, Roaster. Vi fik damn good coffee!

Så var det meningen, vi ville ringe til Palo Duro Riding Stables. Det gjorde vi også, men de svarede ikke. Vi tog chancen og kørte derned. Det lå kun 40 km syd for Amarillo i den utrolig smukke Palo Duro Canyon.

Det var så varmt, at asfalten smeltede

Vi ankom til stedet og kiggede først lidt på hinanden, for det så lige lovlig primitivt ud. Indehaverne var i færd med at klargøre heste til to andre gæster og sagde, vi bare skulle gå ind. Det gjorde vi så. Mette tjekkede straks hestene ud og sagde, at de så ud til at være i meget fin stand, så stedet var godkendt.

Vi betalte 35 dollars hver for en times ridning. Jeg havde jo satset på en rolig tur på ridebanen, men næ nej. Vi skulle ride ned igennem en stejl slugt i små 40 graders varme. Gisp. Det var jeg ikke sikker på, at jeg kunne. Men en aftale var en aftale. Mette blev jo også lidt betænkelig, da EF4-tornadoen kom bragende imod hende, så det var bare op på hesten.

Vi blev spurgt om, hvor erfarne vi var, og jeg sagde, at jeg stort set var uerfaren. Fint nok. De skulle nok vælge heste til os. Stedet var ejet af the Sorensons, som havde danske aner. Tiptipoldefaren var kommet fra Købehavn til Texas for mange herrens år siden som hr. Sørensen iført et par træsko og havde straks taget navneforandring til Sorenson for at blive en ægte amerikaner. Han havde købt jord omkring Amarillo, som havde været i familins eje lige siden.

Nå, tilbage til ridningen. Mette fik Apache, og jeg fik… Stormy!!!!! No f… way! Jeg bad altså om en rolig hest. Han beroligede mig med, at den kun havde smidt ni personer af… mens den var blevet redet til. Men nu var den dejlig afslappet og rolig. Jeg krydsede fingre. Vi satte os op på hestene. Mr. Sorensons kone dannede fortrop, og manden dannede bagtrop. Vi begyndte den seje nedstigning. Jeg indrømmer blankt, at hjertet slog lidt hurtigere. Vi havde stort set ikke fået instrukser, for Mette og de andre var erfarne ryttere. Hvordan drejer man, hvordan stopper man? Mr. Sorenson sagde, at hvis man bare har et ben på hver side af hesten, kan det ikke gå helt galt. Okay så. Mette sagde, at jeg skulle stole på hesten. Det prøvede jeg så på. Vi lagde ud med at bevæge os mellem sten og klipper stejlt nedad. I starten prøvede jeg at styre og bremse, men fandt snart ud af, at jeg bare skulle lade hesten styre.

Turen gik stille og roligt ned i bunden af kløften, og vi bevægede os igennem et typisk Texas-landskab med høje klipper til hver side. Flere gange gik det op og ned, og flere gange var der så smalt, at jeg tænkte: “Det klarer hesten aldrig”. Men det gjorde den let og elegant. Mr. Sorenson sagde, jeg skulle give løse tøjler, så hesten kunne bøje hovedet og se sig for. Smart. Stormy var virkelig ved at blive min ven. Mette nød det også i fulde drag. Det levede fuldstændig op til forventningerne.

Vi dannede bagtrop med mr. Sorenson, som fortalte flere spændende historier om området. Der var således blevet indspillet flere westernfilm her, og de havde bygget en hel westernby, hvor de før i tiden havde givet opvisning i skuddueller, hængninger med mere. Desværre beskadigede en oversvømmelse for nogle år siden byen, så den så noget ramponeret ud. Men de var i gang med at udbedre skaderne.

Mr. Sorenson var lidt af en personlighed. Han var utrolig gæstfri, åben, imødekommende, og så fortalte han, at han ikke kunne snuppe den siddende præsident. Vi ville ikke rigtig indlade os på en politisk diskussion med ham, da han bar en vaskeægte seksløber . “This is my small gun. I use it for rattlesnakes. I have the big gun at home. It’s semi automatic”.

Selvom det var bagende varmt, 39 grader, så nød vi alle virkelig turen. Hestene var søde, området var fantastisk smukt, og vores guider var gode. Og før vi fik set os om, gik det atter op ad stejle klippeskråninger. Pludselig skiftede Stormy gear og begyndte at… storme op ad skråningen. Glup! Mette beroligede mig med, at det gør heste for bedre at kunne komme op. Okay, så var jeg mere rolig.

Vi nåede sikkert op til udgangspunktet. Mr. Sorenson fortalte, at de aldrig havde oplevet en eneste ulykke i de 51 år, de havde tilbudt rideture. Vi sludrede lidt og takkede for en forrygende tur.

Her er link til stedet: http://www.paloduroridingstables.com

Torben, eat your heart out!!

Thomas, tag for guds skyld Maria og Kristian med ud at ride i Palo Duro Canyon. Deres heste er godt trænede, rolige og søde, og der kommer ofte børn og rider på dem.

Vi var begge helt høje efter rideturen og satte kursen mod Albuquerque i New Mexico. Planen er at nå endnu en ridetur længere nordpå i Colorado.

Undervejs viste det sig dog, at det var smartere at skære igennem til Santa Fe, så det gjorde vi. På den måde nåede vi længere nordpå end ventet.

Per, på en tankstation, mens jeg åbnede bagdøren, faldt computeren ud og ned på jorden med et brag. Det var det, tænkte jeg. Men den spinder stadig lystigt. Puha.

Vi ankom til Santa Fe ved titiden om aftenen. Det vil sige, klokken var kun ni, for vi er nu slået over på mountain time, altså en time bagud. Skønt.

Vi tjekkede ind på et motel, Thomas, Jesper og jeg har boet på før i 2006 (Se blog her). Days Inn i Santa Fe. Og faktisk har vi fået værelse i samme side ud mod poolen som sidste gang.

Vi spiste på Tortilla Flats, hvor vi fik noget meget lækker autentisk mexicansk mad og den bedste øl, jeg hidtil har fået. Den er brygget på et lokalt bryggeri.

I morgen skal vi besøge Capulin vulkanen i New Mexico og dernæst videre til Colorado.

Vi snakkes.

Mette og Kai-Asle

PS Jeg kan måske få klemt en enkelt chase eller to mere ind, før vi skal hjem.

PPS Vi får se… Mette


Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.