, Stormchase 2008 – Dag 18

Dagens chauffør: Sarah, Marc, Kai-Asle
Target area: Det vestlige Kansas
Afstand: 800 km
Dagens tema: Grønne grise

Vejr: Stratus, sol, 30 grader, fugtigt
Menu: Superstarter breakfast, Arby’s, Mikromad på tankstation!

Her kommer en stærkt forsinket blog. Gårsdagen var både lang og højdramatisk. Vi så bunker af rotationer, wallclouds og smukke skystrukturer. Der var tornadoer lige omkring os, og en kom alt for tæt på.

Vi vidste, at der skulle ske noget i det vestlige Kansas, så vi stak vestpå fra Salina tidligt om formiddagen. Målet var området omkring Scott City.

 


Netforbindelsen var fin, så vi kunne streame, og jeg chattede med Thomas og Per, der lige var kommet hjem. Underlig fornemmelse.

Vi kørte under min hadesky nr. 1: Stratus. Men i takt med at vi kom længere vestpå, begyndte det at klare op.

 


Og til vores store forbløffelse var bygerne allerede i fuld gang med at poppe. Klokken var kun ét, og det var først ventet at ske sidst på eftermiddagen. Og det forlød, at en tornado var dannet nord for Denver, Colorado, hvor atmosfæren ikke var lige så potent som i Kansas. Så der var gang i den.

Paul nowcastede fra Florida.

Snart begyndte de første ambolte at dukke op i horisonten, og inden længe kunne Thomas rent faktisk se den smukkeste wallcloud via live streamen.

Dagens helt store problem var bygernes hastighed. De bevægede sig med 80-90 km/t! Så hvis man ikke lå det helt rigtige sted, smuttede de fra en.

 

Tornado?

Vi vidste, der lå noget nord for os, men ignorerede det, da vi alligevel ikke kunne indhente det, så vi koncentrerede os om det, der poppede sydfra.

 

Det er os i midten af cirklen

Og pludselig var chasen i fuld gang. Bygerne lå på linje og drønede fra syd mod nord, lidt vestligere og noget tidligere end forudsagt.

Vi forsøgte at følge en meget lovende og flot byge nordpå, men det var svært at holde trit med den grundet fart og vejnet.

 


Dernæst rykkede vi atter sydover omkring Collyer og Wakeeney, hvor de næste byger allerede var i anmarch.

 


Vi stoppede og spejdede efter rotation i de talrige wallclous, der var. Hele tiden fik vi rapporter fra Paul, der på andre radarer spottede kraftig rotation i bygerne. Men enten bevægede bygen sig for stærkt, enten regnede det, eller også endte vejen blindt. Det var virkelig ikke nemt at chase dem.

Der var bunker af chasere i området, også TIV’en og Tim Samaras, som vi hilste på i Oklahoma City. Det var frustrerende at vide, at der muligvis var tornadoer lige foran, når vi ikke kunne se dem.
Dog forsøgte en af bygerne at producere en tornado. Her følger en billedserie.

 





Kom nu!





Dagen var så småt begyndt at gå på hæld. Vi chasede lige syd for I-70 nær Wakeeney. En ny lovende celle var på vej op fra sydest mod nordøst.
Vi kørte ind på en grusvej, hvor der holdt mange andre chasere. I skumringen kunne vi se den vældige wallcloud nærme sig samt et gardin af hagl, der ræsede af sted mod os.

 


Det havde vi ikke lyst til at opholde os i, så vi ville længere østpå, men bygen havde så stor fart på, at vi måtte dreje ind på en tankstation i Wakeeney.

Vi regnede med lidt vind, regn og hagl, men skulle snart blive klogere. For pludselig brød et sandt inferno af brølende vind, kæmpehagl og lyn og torden ud. Og snart begyndte bilen at rokke kraftigt. Det samme gjorde taget på tankstationen, og betænkeligheden bredte sig i kabinen.
Så gik alt lys ud, og jeg må erkende, at jeg begyndte at blive en smule bekymet. Det er sikre tegn på, at en tornado kan være på vej. Baron-systemet viste tre kraftige shearmarkere på 126 mph. Altså kraftig rotation.

En bil er det værste sted, man kan opholde sig i tilfælde af en tornado. Derfor blev vi enige om at forlade den, men udenfor rasede et uvejr uden lige. Man kunne intet se, vinden næmest skreg, det lynede uafladeligt, og haglene ramt alting med højlydte brag. Skulle vi virkelig begive os ud i det?
Let’s go, råbte Marc, og det gjorde vi så. Samtidig udbrø Sarah: My ears popped! Trykfald!!

 


Jeg kunne intet se, men styrede mod det, jeg mente var indgangen. Her var indgangspartiet blæst ind, og vi trådte ind i bunker med glasskår
Butikken var mennesketom, lyset blinkede, og hele bygningen rokkede fra side til side. Nu begyndte jeg sgu at skide grønne grise. Hvor fanden skulle vi søge i dækning?!

 


Vi løb ud på toilettet, der er det sikreste sted, hvis der ikke er nogen kælder, da det typisk ligger centralt i bygningen. Der blev vi stående et stykke tid. Nu ved jeg, hvordan tornadoofre må have det, lige før en tornado rammer. Men der lød ingen tornadosirener.

 


Efter et stykke tid hørte vi stemmer ude fra butikken og gik derud. Det var indehaveren samt nogle chasere og kunder, der havde søgt tilflugt i et depotrum.

Udenfor rasede uvejret stadig med store hagl, der sprang ind i butikken gennem de knuste vinduer.

En af chaserne havde skåret sig og desuden fået smadret to sideruder i sin bil. Vi holdt bag ham og fik altså lidt læ.

Efterhånden søgte flere og flere tilflugt på tankstationen, og nogen kunne berette om en tornado, der havde passeret lige uden for døren.
Det var godt, vi kørte derind.

 


Vi fik gratis drikkevarer af indehaveren, der var synligt rystet. Tak for det. Vi tilbød at hjælpe med oprydning, men han have tilkaldt hjælp.

Vi stod og snakkede med både chasere og kunder og besluttede til sidst at følge efter den kraftige byge, da der stadig var stærk rotation.

Et lille stykke fra tankstatioen kom vi gennem et område med tydelige tornadoskader. Ødelagte bygniner og væltede træer.

Vi fortsatte nordpå. Men klokken var ved at være mange, og vi var ved at være trætte efter en lang og hektisk dag.

Vi krydsede grænsen til Nebraska og ville overnatte på Super 8 i byen Alma. Men da klokken var halv ét om natten, var der ingen mad at få, så vi kørte videre til Holdredge. Her var der heller ingen mad at få. Videre.

Vi fandt et truckstop, hvor vi kunne varme pizza og burgere i en mikroovn. Det blev således dagens kulinariske højdepunkt!

Så kørte vi sydpå igen mod Super 8 i Holdredge. Her var der kun rygerrum tilbage. Marc lider af allergi, så det droppede vi. Der lugtede heller ikke specielt godt.

Og så var vi tilbage i Alma, hvor vi tjekkede ind klokken tre om natten, dødtrætte. Derfor orkede jeg ikke at skrive min blog.

Vi evaluerede over en hurtig øl. Ingen Klovn i denne omgang.
Og vi blev enige om, at vi havde begået en klassisk fejl. I stedet for at blive ét sted, kørte vi op og ned efter de enkelte celle med det resultat, at vi ikke fik set en eneste af de tornadoer, der rent faktisk var i området. Sommetider skal man have is i maven. Navnlig når de bevæger sig så hurtigt. Vi mener, vi blev ramt af et kraftigt microburst, ikke en tornado. Den ramte længere inde i byen, hvor vi så store skader.

Men vi fik set masser af flotte wallclous, ambolte, og mammatus. Og så skal jeg da lige love for, at vi fik en på opleveren på tankstationen. Puha!
Og hvor var et dog lækkert at komme ud at chase igen efter så mange dages stilstand.

Fredag ligner en gentagelse af torsdagen. Stort set samme område. Vestkansas måske op til Nebraska.
Og strategien er nu at forsøge at holde hovedet koldt.

Der er bunker af videooptagelser fra dagen, men ingen tid. Så det må vente.

So long!

Hilsen
Kai-Asle

Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.