-
Dagens chauffør: Danny
-
Target area: Det vestlige Texas Panhandle
-
Setup: Dryline superceller
Dagen i dag startede med store forventninger. Der var lagt op til, at der skulle blive dannet kraftige superceller på drylinen, der er grænsen mellem hed, tør ørkenluft og varm, fugtig luft fra Den Mexicanske Golf. Der blev da også dannet superceller med store hagl og tornadoer, bare ikke lige der, hvor vi forventede.
Vi kørte fra Liberal ved tolvtiden og satte kursen mod Hereford sydvest for Amarillo i Texas Panhandle. Her havde flere modeller isolerede celler til at blive dannet i løbet af eftermiddagen.
Humøret i bilen var højt, og vi var meget fortrøstningsfulde. De højopløselige modeller, der opdateres hver time, viste stadig, at der ville blive dannet en isoleret celle lige omkring Hereford.
Efterhåndenden som vi kørte mod sydvest, blev vi opmærksomme på ret bastante celler øst for os, altså langt inde i i varmluften. De så i den grad fornuftige ud og blev ret hurtigt severe warned, men det var jo ikke dem, modellerne havde, så vi holdt fast i vores target og fortsatte mod sydvest. Sommetider skal man have is i maven og ikke bare gå efter det første, der dukker op.
Da vi nåede Canyon lige syd for Amarillo, besluttede vi at vente og tjekke prognoser og observationer.
Drylinen lå lige øst for os, og det poppede da også meget godt, men bygerne øst for os så ret imponerende ud komplet med stor cirrusskærm og overshooting top. Men vi holdt stand, for det var jo ikke de ‘rigtige’ byger.
Til sidst stod det klart, at der ikke ville opstå noget dryline magic, hvor vi var, og så var gode råd dyre. Skulle vi prøve at fange bygerne længere østpå, eller skulle vi gå efter de celler, der var dannet længere nordpå? Vi valgte det sidste, da der hele tiden poppede flere små celler nedenstrøms.
Og så begyndte en lang og frustrerende kamp for at indhente det, der var nord for os.
En ting var, at vi ‘bare’ skulle derop, en anden, at vejnettet var meget sparsomt. Faktisk lidt lig med historien fra i går.
Vi gjorde, hvad vi kunne. Celler poppede op, så lovende ud og døde så.
Til sidst trak vi længere og længere østover og havnede så småt nær det, der havde været i gang hele dagen.
Faktisk generede den nederste celle hele fem tornadoer, og det ville vi da gerne have set.
Vi endte dog i hooket på en tornadowarned supercelle og fik set både rotation og flotte skyformationer.
Bygerne begyndte så småt at falde sammen, og til sidst smed vi håndklædet i ringen.
Dernæst satte vi kursen mod… Liberal, hvor vi jo kom fra. Men nu ligger vi godt an til morgendagens setup, der minder meget om det i dag. Forhåbentlig får vi mere ud af det.
Man kan være nok så dygtig og erfaren… hvis vejret ikke spiller med, er der bare ikke noget at gøre.
Der er heldigvis mange skud i bøssen endnu, og i morgen ser det lovende ud, så det skal nok lykkes at fange noget godt.
Så mange var ordene.
[map style=”width: auto; height:640px; margin:20px 0px 20px 0px; border: 1px solid black;” kml=”https://stormhunt.org/gps/22.05.16.kml”]