Stormchase 2013 – Dag 5
CHASE
I dag har vi for alvor chaset, og udstyret har for det meste spillet med.
Vi lagde stille ud med at sove længe og spise morgenmad i ro og mag. Ifølge dagens prognoser skulle der først udvikles byger ud på eftermiddagen. Og da vi stort set lå midt i området, kunne vi tage det med ro.
Temperaturen lå på små 28 grader. Det var overskyet med stratussuppe, som dog begyndte at brænde af i løbet af formiddagen. Det er vigtigt for bygedannelsen, at der er mest mulig solopvarmning.
Vi tjekkede ud klokken 12 og valgte at køre lidt nordpå for at tage bestik af vejret.
Vi holdt ind til siden og tog billeder og kiggede efter tegn på himlen. Flere byger var begyndt at skyde til vejrs, og nu gjaldt det om at slå koldt vand i blodet. Det nytter ikke at chase den første byge, da den ikke nødvendigvis bliver den bedste. Derfor må man lige holde hovedet koldt et stykke tid og se, om der dannes mere.
Efterhånden som dagen skred frem, blev der dannet en lovende byge nord for os. Den besluttede vi os for at chase.
På vej derhen begyndte der også at blive dannet byger længere østpå nær Dallas. De så også ret lovende ud, men lå alligevel et par timers kørsel fra os, så vi blev enige om at holde os til den nordlige byge.
Da vi nåede derop, begyndte den desværre at falde lidt sammen. Den var stadig flot, men uden at være imponerende.
Vi skød et par billeder og ventede i den stegende hede. Samtidg fik vi øje på en ny lovende byge, denne gang mod syd.
Nok en gang kastede vi os ind i bilen og satte kursen sydpå.
Da vi nærmede os den, blev himlen mørkere, og det begyndte at lyne pænt. Vi var meget opstemte og jublede. Nu var chasen i gang. Desværre begyndte denne byge også at falde sammen. Den nærmest regnede sig selv ihjel. Det vil sige at regnen faldt lige nede under tordenbygen, så den ikke længere fik tilført varme og fugt, der er drivkraften. En supercelle har en stor udbredelse og roterer. Her falder regnen længere væk fra det område, hvor den får tilført varme og fugt. Derfor kan den holde sig ‘i live’ i noget længere tid. Men her var det, som om der manglede noget shear, skiftende vindretning med højden. Vi hang lidt med skuffen, men det er jo betingelserne.
Nu dukkede der en ny byge op på radaren vest/sydvest for os. Den blev sågar også severe warned, så den havde altså nået en vis størrelse.
Himlen blev nu atter meget mørk, og vi så et væld af flotte lyn. Kort før vi nåede selve regnbasen, holdt vi ind til siden for at tage billeder og nyde synet. Til sidst kom regnen så tæt på, at vi måtte køre. Vi trak ned foran den og ind igennem regnen og haglene. Det var heldigvis ikke så voldsomt, men god underholdning. Og Thomas måtte da også holde tungen lige i munden, mens han kørte.
Til sidst blev vi enige om at stoppe chasen og trække nordpå mod Abilene igen. Mens vi gjorde det, så jeg på radaren, at der lå langt voldsommere tordenbyger østpå nær Dallas, og flere af dem havde produceret tornadoer. Typisk! Vi var så tæt på at chase dem, men droppede det og blev ved ‘vores egen’ byge. Det var en bitter pille at sluge, men sådan er spillets regler. Desværre viser det sig, at tornadoerne har kostet menneskeliv. Mindst 6 personer er omkommet.
Da vi ankom til Abilene, tog vi straks hen på Chili’s og dulmede sorgerne i en omgang margaritaer. Jeg valgte for en gangs skyld ikke buffalo boneless chickenwings, men spareribs. Bare sådan for at prøve noget andet.
Det her var kun forretten. Fra på lørdag og fire dage frem kommer hovedretten og desserten. Der er potentiale for et regulært tordnadoudbrud, så vi er fortrøstningsfulde. Det er SPC også.
Nå, sengen kalder efter en lang og strabadserende dag.
Vi snakkes.
Kai-Asle
Husk, at Thomas også blogger. I kan læse hans blog på stormchaser.dk
Dagens rute var på 382 km
[map style=”width: auto; height:640px; margin:20px 0px 20px 0px; border: 1px solid black;” kml=”https://stormhunt.org/wp-content/uploads/dag5.kml”]
Alt held og lykke til jer de kommende dage Kai-Asle, Thomas og Per… det ser mere lovende ud end under hele 2012-chasen 🙂 Håber på det bedste!
Tak, Danny. Ja. Vejret på dette års chase har allerede lagt hårdt ud. Og det ser ud til at fortsætte i hvert fald en uges tid endnu. Vi drikker en monster energi for dig. Hilsen Kai-Asle