, Stormchase 2010 – Dag 22

Dagens chauffør: Per
Target area: Oklahoma
Afstand: 776 km
Dagens tema: Isolerede superceller, rainwrapped tornadoes, chaser convergence!!
Vejr: Varmt, fugtigt, superceller
Menu: Morgenmad på motellet, sandwich, Ihop.
Dagens rute:


Dagen i dag blev opgraderet til en high risk dag. Det vil sige, at der var stor sandsynlighed for voldsomt vejr. På den såkaldte Torcon-skala på the Weatherchannel var der varslet 9/10. Det vil sige, at der var 90% sandsynlighed for tornadoer. Det bliver ikke meget højere end det. Derfor var der da også store forventninger til dagen, men også en vis skepsis, da vi tidligere har oplevet, at en high risk-dag løb ud i sandet.
Nå, men vi tog i hvert fald af sted fra Amarillo kl. ni om morgenen. Vi skulle til Oklahoma, hvor vores foreløbige target area var Weatherford. Undervejs spiste vi frokost på et cafeteria. De andre tog en pizza-buffet med salat, mens jeg snuppede et par sandwich. Jeg var ikke i stødet til buffet.

Da vi kom til Weatherford, tog vi atter opstilling på en tankstation, hvor vi ventede og ventede. Vores unge venner fra Indiana dukkede op for at chase med os igen. Det var varmt, fugtig og solrigt, og der blæste en frisk vind fra sydøst. Og det er gode tegn, for så bliver der transporteret en masse fugt fra Den Mexicanske Golf op i Midtvesten. Ventetiden var lang, men vi mødte som altid mange andre chasere, som man kunne få en god snak med.
Omkring firtiden begyndte det at poppe nordvest for os oppe omkring Putnam. Bygen så god og sund ud, så vi besluttede at chase den.

Jeg tager mig lige en slapper

Da vi nærmede os, kunne vi se en imponerende ambolt højt på himlen. Da vi ankom, kunne se, at samtlige chasere i USA havde fået samme idé som os. For nok en gang var der et sandt mylder af chasere, forskere og lokale. Og der var om muligt endnu flere end den foregående dag.

Her er vi på vej op til bygen

Til forskel fra den foregående dag var det hp-superceller. Hp står for high percpitation, det vil sige kraftig nedbør. Og selvom de er flotte, er de også meget farlige, da nedbøren kan skjule eventuelle tornadoer. Derfor var vi nødt til at være ekstra varsomme.

Ambolten ses bag cumulusskyerne

Her ses bygen på afstand

For anden dag i træk oplevede vi tornadosirener, mens vi befandt os i en by i myldretid. Og vi vidste, at der kunne være tornadoer i bygen, der var på vej. Men vi slap helskindet ud af byen og fortsatte chasen.
På et tidspunkt, hvor vi var stået ud af bilen for at tage billeder, bemærkede jeg en kvinde lige bag os, der begyndte at fotografere os. Wåt?! Så kom hun hen til os og spurgte, hvad vi hed, og hvor vi kom fra. Det viste sig, at hun var en journalist fra Oklahoma City, der var ved at skrive om stormchasere.

Vrimlen af chasere var ved at drive os til vanvid. Flere gange måtte vi holde i kø. Og på et tidspunkt fik vi virkelig sved på panden, da vi var kørt ind på en grusvej for at komme helt ind under bygen. Nedbørfeltet med 10 cm store hagl lå tæt på os, og vi måtte ganske snart vende om. Men det var lettere sagt end gjort, for som sagt var der bunker af chasere og forskere, og det føltes som København i myldretid. Haglfeltet rykkede tættere og tættere på, og vi begyndte at få sved på panden. Vi skulle væk, men det var umuligt. Vi kørte 20 km/t. og kunne intet stille op.
Ligesom de første hagl begyndte at falde, slap vi endelig væk fra grusvejen og kunne få fart på.

Over scanneren kunne vi høre Vortex rapportere om tornadoer inde i bygen. Desværre var de skjult af nedbør, så vi kunne ikke se dem.
Til sidst besluttede vi at droppe bygen og rykke sydpå, hvor nye byger var ved at blive dannet. Vi kørte derfor ned syd for Oklahoma City, samtidig med at vi i radioen kunne høre, at der var rapporteret om store hagl og tornadoer med skader til følge.

DOW 7

Da vi ankom, så vi den imponerende flotte supercelle, der havde den karaterisktiske afrundede form med riler. Et tydeligt tegn på rotation.

Vi chasede videre i det tiltagende mørke, og holdt til sidst inde ved en mark for at spejde efter walclouds og eventuelle tornadoer. Lynfrekvensen var meget høj, og Thomas og Per trådte af på naturens vegne, men de udstødte: “This is the greatest restroom in the world!” Det kan man kun give dem ret i.

Vi blev enige om at afslutte chase, da det var sent om aftenen, og da vi skulle ordne bilen og aflevere den i Dallas næste dag før hjemrejsen. Vi kørte ind på en tankstation for at fylde benzin på, hvor vi mødte en anden chaser, der ofte havde fulgt os på streamen. Jason Young, hed han. Han skrev en hilsen til os på Stormtrack.

Bygen set på Barons radar. Vi er den hvide bil i midten af cirklen.

Bagefter kørte vi til Armore for at få en bid brød. Og vi sluttede passende af på Ihop, hvor jeg fik en dejlig T-bone steak med spejlæg, hashbrowns og pandekager. Mums. Per havde bestilt omelet med kartoffelmos. Pludselig, mens vi sad og spiste og snakkede, begyndte Per at rømme sig. Først lidt, men så mere og mere. Samtidig blev han stadig mere rød i hovedet. Nu begyndte vi at blive bekymrede. “Per, er du okay?” Han svarede ikke og var nu ildrød i hovedet. Skal vi ringe efter en ambulance, men det sagde han nej til ved hjælp af diverse fagter. Til sidst fik han endelig luft igen. Puha, sikken forskrækkelse, ikke mindst for Per selv. Det viste sig, at et stykke kartoffelmos havde sat sig på tværs i halsen.

Warmsector, der jo ikke skulle hjem, ville tjekke ind på Super 8 lige ved siden af. Per, Thomas og jeg havde ellers aftalt at køre helt til Dallas, der lå et par timers kørsel derfra, men det var tæt på midnat, og vi var smadrede. Derfor besluttede vi at gøre det samme. Så vi kørte hen til Super 8, hvor vi brugte den næste halvanden time med at rigge bilen af. Det vil sige afmontere antenner, fjerne ledninger, banke måtter, vaske paneler og lister af samt tømme bilen fuldstændigt for skrald.
Da vi var færdige med det, drak vi en enkelt hurtig med Warmsector og takkede pænt af for dette års alt for korte chase sammen med dem.
Nu var klokken blevet to om natten. Vi skulle op klokken otte og af sted ved halvnitiden. Derfor valgte jeg ikke at skrive blog, og derfor kommer den først nu. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde, for hjemrejsen gik langtfra let og smertefrit. Men det kan I læse i mit næstsidste blogindlæg, for der kommer også en epilog, altså en opsummering af årets chase om et par dage.

Hilsen
Kai-Asle

Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.