, Stormchase 2011 – Dag 15

Dallas – Sightseeing and shopping

 

 

Som overskriften antyder, gik dagen i dag med at besøge John F. Kennedy-museet og shoppe i Grapevine Mills Mall, der er så stort et indkøbscenter, at man bliver helt rundtosset.

Vi valgte at tage ind til downtown Dallas først på dagen for at undgå den værste trafik. Heden var om muligt endnu værre end i går. Om morgenen var der “kun” 91 grader (32 grader). Den steg dog ret hurtigt til 102 grader (39 grader), så klimaanlægget kørte på fuldt drøn.

Der købes p-billet

Vi parkerede lige ved siden af Texas School Book Depository, hvorfra man mener, at Lee Harvey Oswald affyrde de dræbende skud. Men var han alene om det? Hvad med “the Grassy Knoll”?

Vi købte to billetter og blev udstyret med hovedtelefoner og en fjernbetjening. Og så begyndte rundtvisningen ellers. Langsomt og med rolig stemme blev man guidet rundt på museet, der bestod af fotos, videoklip, modeller og plakater. Det var utrolig flot skruet sammen, og man fik et godt indtryk af John F. Kennedys liv, hans 1000 dage som præsident, tiden op til snigmordet, selve snigmordet og efterforskningen, der fulgte i kølvandet på attentatet. Vi gik rundt i den bygning, hvorfra man mener, der blev skudt. Man havde bevaret det hjørne, hvor Lee Harvey Oswald angiveligt affyrede skuddene, samt nogle af de kasser, han sad imellem.

Texas School Book Depository

Da turen var forbi, havde man næsten tårer i øjnene, fordi man levede sig fuldstændig ind i det.

Her står jeg, hvor JFK blev skudt.

Her er den famøse græshøj, hvorfra det fjerde skud angivelig faldt

Bagefter gik vi neden for bygningen, hvor præsidentkortegen kørte forbi, og JFK blev skudt. Det var en lidt speciel oplevelse at stå der, selvom det skete for mange år siden. Vi gik også op på græshøjen, hvorfra man mener, det fjerde skud faldt. Attentatet er omgærdet af masser af mystisk og konspirationsteorier, og på højen var der to mænd, som solgte bøger og dvd’er med alternative teorier bag mordet. Den ene af mændene, Robert J. Groden, havde oven i købet siddet i samtlige udredningskommissioner, der har været efterfølgende, og desuden været konsulent på Oliver Stones kontroversielle film “JFK”.

Efter den oplevelse var vi ved at smelte af varme og skyndte os ind i bilen og susede tilbage til motellet, hvor vi straks kastede os i poolen. Man kunne lige præcis holde til ti minutter i solen, så skulle man afkøles.

Sidst på eftermiddagen tog vi ud i det enorme indkøbscenter Grapevine Mills Mall. Jeg har været der flere gange og vidste, hvad der ventede. Mette var målløs over størrelsen og larmen. Vi shoppede amok, spiste på Chilli’s (gæt, hvad jeg fik), hvorefter vi kæmpede os igennem et gigantisk vejarbejde, der får Roskilde til at ligne en sandkasse. Med hiv og sving og lidt forsinkelse lykkedes det at finde hjem.

Hvis du er ligeglad med dit kolesteroltal, så gå herind!

Nu har vi pakket (læs: siddet på kufferterne) og er klar til afgang i morgen eftermiddag.

 

Turen er ved at være ved vejs ende. Det har været en forrygende oplevelse med masser af højdepunkter. Mette har for første gang i sit liv prøvet at chase i USA. Hun har set to tornadoer, heraf én EF5 multivortex wedge tornado. Hun har set flere funnel clouds, roterende wallclouds, der kørte lige hen over hovedet på hende, forrygende tordenvejr, kæmpehagl og heftige regnskyl. Og så har hun også oplevet den anden side af chasing, nemlig alle skaderne. Selvom det er en stærk og barsk oplevelse, er det desværre en del af det at chase. Men i betragtning af, at det er første gang hun prøver det, har hun gjort det fremragende og holdt hovedet koldt. Og selvom hun har været bange, har hun ikke vist det. Og så tror jeg, at hun bringer held. For jeg oplevede jo de samme ting som hende, og vi overværede begge et forsøg på at fortære den enorme bøf på Big Texan. Vi havde en god første uge med Warmsector, og vi var utrolig heldige med vejret. Og så hyggede vi os rigtig den anden uge, hvor jeg prøvede at ride hele to gange. Første gang i Amarillo på Stormy var absolut bedst.

Jeg er glad for, at Mette kom med og fik prøvet det. Og så blev hun jo grebet af det. Det var helt fantastisk. Hun oplevede selv, at hun havde lyst til mere, så det var en succes. Hun bliver nok aldrig fuldtidschaser, men det er da ikke utænkeligt, at vi kan gentage det en anden gang.

Det var så det. Årets chase er slut.

Endnu en gang tusind tak for alle jeres søde og venlige kommentarer. Det luner, når man sidder aften efter aften og skriver blog og ordner billeder.

Hold øje med videogalleriet. Der kommer flere klip snarest muligt.

Hav det godt og måske på gensyn til næste år!

Hilsen
Kai-Asle og Mette

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.