, Stormchase 2010 – Dag 21

Dagens chauffør: Per
Target area: Texas Panhandle nord
Afstand: 572 km
Dagens tema: Dryline setup, TORNADOER!!
Vejr: Skyet, blæsende, monstersupercelle
Menu: Morgenmad på motellet, sandwich, McD’s.
Dagens rute:

Så lykkedes det endelig! Vi fik set flere tornadoer og en ualmindelig flot supercelle, der bevægede sig langsomt mod øst.
Vi tog af sted fra Amarillo ved titiden og satte kursen nordpå mod Dalhart. Vejret var præget af kedelig dansk stratussuppe, blæsende og småkøligt. Forventningerne var ikke just i top, men ifølge udsigterne skulle der i dagens løb blive dannet en dryline, som skulle bevæge sig fra New Mexico og ind i Texas Panhandle. Lige umiddelbart i nærheden af den skulle der sidst på eftermiddagen blive dannet superceller med store hagl og tornadopotentiale. Spørgsmålet var bare hvor.

Vi besluttede at rykke en anelse længere nordpå til Boise City, hvor vi tog opstilling på en tankstation og ventede og ventede og ventede… Efterhånden kom andre chasere til fra Indiana, Illinois, Pensylvania og England. Til sidst var vi en stor flok, der sludrede, udvekslede historier og target areas. Det var rigtig hyggeligt. Efter nogle timer begyndte utålmodigheden at indfinde sig, men at chase er også at vente.
Pludselig dukkede der en lille, grøn plet op på radaren. En lille diskret byge var poppet små 80 km mod syd omkring Dumas.

På vej mod bygen

Vi besluttede at satse på den og ræsede derfor imod den. Undervejs eksploderede den nærmest. Måske havde vi valgt den rigtige storm. Det var i alt fald den eneste, der var inden for rækkevidde.

Da vi ankom, var stormen allerede tornadowarned. Og den tårnede sig fantastisk smukt op foran os. Området var i den grad præget af chaser convergence, det vil sige et mylder af chasere, forskningsteams, politi, sheriffer og lokale, der var ude for at se på stormen. Per måtte holde tungen lige i munden og passe på biler, der klodsede bremserne, folk, der sprang ud af bilerne og stormede over vejen.

Stormen blev ved med at udvikle sig eksplosivt og var et skoleeksempel på, hvordan en supercelle ser ud. Man kunne se inflowbands, skystriber tæt på jorden, hvor stormen trækker fugt ind, hailshafts, områder med store hagl, lyn og torden. Og så skete det… Den dannede en tornado på den sydøstlige flanke. Den stod et godt stykke væk, men den var der, og jublen var stor.

Vi måtte hele tiden rykke lidt mod øst for at holde os fri af nedbøren. De to chasere fra Indiana havde spurgt, om de måtte køre efter os, da de ikke havde mulighed for at komme på nettet. Selvfølgelig måtte de det. Og de var helt oppe at ringe. Hver gang vi standsede og steg ud, stod den ene og ævlede i telefon. Det viste sig, at de via deres mobiltelefon lod sig interviewe på deres hjemmeside. Folk kunne stille dem spørgsmål, og de svarede så live fra felten. Det var nogle rigtig fine fyre.

Radarbillede af bygen, vi chaser. De røde cirkler er rotation.

Vi rullede nu ind i byen Dumas, hvor tornadosirenerne hylede ildevarslende. Det var midt i myldretiden, så det gik langsomt. Supercellen nærmede sig faretruende, og pludselig brølede Sharon i radioen: ”Tornado on the ground. This town is gonna get hit!” På vores venstre side lå skyerne nærmest på jorden, samtidig med at de roterede. Nu skulle vi altså bare væk. Samtidig hørte vi på vores scanner Vortex 2-teamet rapportere en rotation på over 2 km ind over byen! Wow!
Et stykke uden for byen holdt vi atter ind til siden og så små hvirvler, der bevægede sig hen over vejen. Køen af chasere, Vortex 2 med mere lignede mest af alt motorvejen ved Roskilde omkring myldretid.

Men kors, hvor var det dog et mageløst syn at se den fantastisk smukke supercelle bevæge sig langsomt forbi os.
Sådan fortsatte vi dagen igennem. Da vi nåede til byen Stinnit, blev vi igen mødt af hylende tornadosirener. Men vi skulle altså lige træde af på naturens vegne. Så vi skyndte os ind på en tankstation, hvor de fleste døre var låst, og hvor folk så meget skræmte ud.

Hagl

Bagefter ræsede vi ud af byen og holdt ind til siden på en bakketop. Og så skete det igen. En meget smuk og større tornado blev dannet lige foran os. Vi jublede højlydt.
Nedbøren nærmede sig, og vi blev atter nødt til at flytte os. Inde i bilen lå der en sms fra Mette. ”Det var en flot tornado, kommer du så hjem nu?” Hun havde fulgt os og set tornadoen blive dannet på streamen, selvom klokken var mange hjemme i Danmark. Så det kan altså betale sig at blive hængende til ud på de små timer.

Et rumskib

En tornado er ved at dannes i bygens højre side

På grund af det elendige vejnet måtte vi til sidst opgive stormen og valgte at gå efter en anden storm længere mod nordvest. Vi kørte derfor ud ad en landevej, hvor bygen havde passeret. Her lå der store mængder hagl, og der var omfattende oversvømmelser. Så omfattende, at vi til sidst måtte vende om, da vi ikke turde køre gennem vandmasserne, der fossede fra markerne og ud over vejen med stor kraft, der er en brusende elv værdig.

Vi fik dernæst manøvreret os op i nærheden af den nye storm små 100 km vestpå, der desværre ikke udviklede sig yderligere. Vi afbrød derfor chasen og besluttede at køre os i stilling til morgendagens brag, der også er vores sidste chasedag herovre.

Det er en mark, ikke en sø!

Undervejs havde Warmsector redigeret lidt tornadovideo til TVN og skulle uploade det. Så vi holdt ind på en parkeringsplads ved et motel for at suge deres internet. Her mødte vi tilfældigvis Tim Samaras og Tony Laubach, som også medvirker i Discovery-serien ”Stormchasers”. Så nu er ringen næsten sluttet.
Vi kørte tilbage til Amarillo, hvor vi tjekkede ind på La Quinta. Her sluttede vi den succesrige dag af med en lille en. Mens vi gjorde det, kunne Paul fortælle, at han havde fået mail om, at vi havde fået solgt videoen til ”Good Morning, America” (G’Morgen, Danmark). Sådan! Nu får vi endelig lidt mønt for vores besvær. Vi har en stående aftale med Warmsector om at dele alle indtægter, uanset hvem af os der har filmet/fotograferet det.
En lang, men god dag lakker mod enden. Vi fik endelig set tornadoen. Og jeg glæder mig især på Pers og Thomas’ vegne. De gik jo glip af de 17 tornadoer, jeg så i 2008, da jeg valgte at forlænge min chase herovre. De virker heller ikke så frustrerede mere.
🙂
Vi er trætte, forslåede, ædt op af diverse insekter, men vi er meget glade og ovenud tilfredse. Og nu har vi ikke noget imod at rejse hjem på torsdag. Så, kære familie, jeg kommer hjem på fredag, hvis ellers Kevin (vulkanen) tillader det.
I skrivende stund er klokken tre om natten, lokal tid. Vi skal af sted senest klokken ni for at nå fra Amarillo til Oklahoma City, før bygerne initierer, popper, omkring 16-tiden. Vi slutter af med et brag, lader det til. Der tales om mulighed for meget voldsomme tornadoer i Oklahoma, samt en uhyggelig stor risiko for hagl.


Faktisk er haglrisikoen helt oppe på 60%!!! Det har jeg aldrig nogensinde set før. Det skulle da lige passe, at vi får smadret bilen den allersidste dag af vores chase. Nå, men følg med i morgen. Vi vil gøre vores bedste for at holde streamen kørende. Det er et skodområde, hvad internetforbindelse angår, men vi prøver alt, hvad vi kan. Det bliver en meget laaang dag, og vi skal være i Dallas lufthavn torsdag formiddag kl. 11. Puha. Der er dømt sovning på flyveren hjem.

[youtube id=”4ut_myqawIo” align=”center” mode=”normal” aspect_ratio=”16:9″ maxwidth=”600″]

De bedste tornadohilsener
Kai-Asle

Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.