LAAANG DAG MED POLITIESKORTE

Endelig nåede vi frem. Det var en lang rejse, og vi røg direkte ud på chase. Derfor den sene blog.

Lasse kørte os i lufthavnen. Tak for det!

Rejsen gik ellers fint nok. Vi ankom rettidigt til Amsterdam, hvor vi ventede et par timer, før turen gik videre til Dallas. Vi havde flottet os og bstilt ekstra benplads, hvilket vi nød i fulde drag. Og da flyet kun var halvfuldt, kunne vi sætte os, hvor vi ville efter start. Så jeg sad og næsten lå med strakte ben hele vejen over Atlanten. Lækkert!

Da vi kom til Dallas, gik der lige lidt tid med at komme igennem immigration, told og deslige. Desuden var Pers kuffert gået i stykker, så det skulle også lige ordnes. Bagefter hentede vi vores biler. I år har vi to.

Og så gik der som sædvanlig lige lidt tid med at finde hen til motellet, som jeg jo snart ellers burde kende som min egen bukselomme, men træthed, vejarbejde med mere modarbejdede min ellers fine stedsans.

På motellet smed vi os i poolen og nød de små 31 graders varme. Det udstyr, vi havde bestilt gennem Warmsector, var ikke kommet, så vi har ikke kunnet streame endnu. Men vi fik fat i Paul, der ikke kunne forstå, at vi ikke straks var drønet vestpå mod de superceller, der lå der. Vi tjekkede radaren og blev enige om at køre, selvom vi var smadrede og i den grad manglede søvn.

Vi kastede os ud i Dallas’ trafikhelvede UDEN gps! Per og jeg kørte forrest, da vi dog havde Baron oppe at køre og således kunne få radarbilleder.

Bygerne dukkede snart op, og vi kunne ane lidt struktur samt se en del god lynaktivitet. Vores gæstemeteorolog på turen, Danny Høgsholt, jublede og nød det. På et tidspunkt skulle det gå lidt stærækt med at komme hen til en af bygerne, så jeg trådte lidt ekstra hårdt på pedallen. Men Thomas fulgte mærkeligt nok ikke med. I stedet kom der en bil med nogle sjove kulørte lamper på taget. Damn!

Statetrooperen Dave kom hen til vores bil. Men i stedet for at sige, vi kørte for stærkt kiggede han på vores radar og spurgte, hvad vi lavede. “We’re stormchasing”, sagde vi. Så spurgte han, hvordan det så ud, og vi tegnede og fortalte. Det hele endte med en advarsel og talrige undskyldninger fra os: “sorry, oficer”!

Vi chasede videre, indtil det var så tæt på, at vi lod det komme ind over os på en tankstation. Der kom en god kuling, masser af lyn og bunker af vand, men desværre ingen hagl.

Vi gik ud at spise på Chili’s, og hvad tror I, vi fik? Rigtig gættet.

Vi kæmpede os tilbage til motellet i mørket og røg ud på en laang genvej. Per faldt hele tiden i søvn. Godt, han ikke kørte! Derfor kommer der først blog nu.

I dag kører vi vestpå, hvor der atter er mulihed for superceller.

The chase is on!
Kai-Asle

Related Images: