Final thoughts

Jeg kunne alligevel ikke nære mig. Jeg var simpelthen nødt til lige at runde turen af og så fortælle om hjemrejsen.
Hjemrejsen først.

Som sagt lå motellet for enden af landingsbanen

Efter flere dages shopping havde vi fyldt en tredje kuffert. Man må kun have én kuffert og ét styk håndbagage per passager med flyet. Derudover var min kuffert meget tung. Grænsen går ved 23 kg. Jeg var sikker på, at min var tungere. Nå, vi måtte se, hvordan vi fik kringlet den i lufthavnen. Men vi havde også en anden hurdle, bilen. Det var som sagt første gang, at jeg prøver at skifte lejebil på grund af haglskader. Én skadet bil går nok an, men hvad mon de sagde til to? Og så var der lige Amarillo-episoden. Uden for Amarillo stoppede vi for at tage billeder, men da temperaturen var glohede 40 grader, var asfalten visse steder smeltet. Det opdagede jeg desværre først, da jeg havde sat adskillige fodaftryk på bilmåtten. I Hays fandt vi et tæpperensningsfirma, hvor man gav os en dåse med noget, der skulle kunne opløse det. Jeg gik fluks i gang med at rense måtten med det resultat, at vi sad i nogle formentlig ret giftige dampe inde i bilen bagefter. Så vi kørte med nedrullede vinduer. Men jeg fik da de fleste pletter af.

Alt vores habengut

Da vi afleverede bilen, var de ingenlunde overraskede over, at vi havde fået haglskader, for Dallas var også blevet ramt af uvejr. En supercelle med rapporterede tornadoer var trukket ind over byen med det resultat, at man i luthavnen Dallas Fort Worth havde været nødt til at evakuere folk fra flyene og sende dem i beskyttelsesrum. Under bygen faldt der desuden hagl på størrelse med appelsiner, hvilket smadrede 60% af biludlejningsselskabets vognpark, 1600 biler i alt. Så vores to skadede biler fik ikke nogen til at løfte et øjenbryn. De viste os endda billeder af de smadrede biler. Det så voldsomt ud. Mange ruder, både i siderne og for og bag, var fulde af store huller. Det var helt vildt. Og heldigvis fik vi bekræftet, at forsikringen dækkede.

Dernæst var det af sted til afgangshallen. Her stod vi i kø til incheckning. Der var fem mulige skranker. I den ene af dem sad damen, der havde hjulpet os med den forsinkede kuffert, da vi ankom to uger tidligere. Jeg sagde til Mette, at hende skulle vi hen til. Og søreme om det ikke lykkedes. Med besvær fik jeg bakset min kuffert op på vægten. “Oh”, sagde hun. Okay, så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Den vejede 28 kilo, altså 5 kilo overvægt. og det var lige i overkanten. Men vi tjekkede lige Mettes kuffert, og den vejede mindre end det tilladte, så vi fik lov til at pakke om og sparede dermed 75 dollars (ca. 380 dkk). Som nogen måske husker, var vi på udturen blevet flyttet ind midt i flyet i stedet for de vinduespladser, jeg havde valgt hjemmefra. Nu viste det sig gudhjælpemig, at det samme var tilfældet igen. Jeg klagede min nød og sagde, at jeg knap nok kunne sidde der med mine lange stænger. Hun beklagede, men kunne intet gøre. Dog foreslog hun os at købe Economy Comfort med ekstra benplads. Det ville koste 300 dollars (1500 dkk) for os to, og det var lidt for dyrt. Men mens vi stod og ompakkede, fik hun fat i sin chef, og så opgraderede de os kvit og frit til to Economy Comfort. Og der var god benplads, skulle jeg hilse at sige. “Sara, thanks a lot for your help”.

Slæden, der skulle flyve os fra Dallas til Amsterdam

Flyveturen til Amsterdam forløb stille og roligt, selvom de havde advaret om turbulens over The Great Lakes på grund af uvejr. Vi ventede to timer i Amsterdam og fløj dernæst en lille times tid til København. Her hentede Mettes far os. Og hjemme ventede Sissel og Mettes mor med hjemmebagt rugbrød, boller, leverpostej, laks og andet guf. Så det var en behagelig velkomst.

Det er en af de bedre ture, jeg har været på. Ingen tvivl om det. Der var en god balance mellem chase i højeste gear og en masse god afslapning og forrygende oplevelser. Og Mette klarede jo alle strabadserne med glans. Selvom hun til tider var stiv af skræk, bevarede hun roen. Det var en stor fornøjelse at opleve. Og så oplevede vi begge ting, som kun er få forundt. Selv Warmsector oplevede ting, de aldrig før har oplevet. Det siger ikke så lidt.

Den molestrerede Ford på marken nær El Reno

Fotos: Sarah Austin

Der har dog også været frustrationer. Den forsinkede kuffert betød, at vi ikke fik set tornadoen, Warmsector så den første dag om lørdagen. Og så drillede teknikken nok engang. Min gps-datalogger virkede overhovedet ikke, så jeg kunne ikke lægge kort op over de steder, vi havde været. Internettet stod pludselig af, så vi ikke kunne streame. Vores Baron satellitbaserede radarprogram viste ikke mesoscalediskussioner. Men sådan er det jo, når man fylder bilen med isenkram. I det store og hele kørte teknikken ellers fint nok. Og netværksdækningen var god mange steder lige på nær i det vestlige Oklahoma.
Og så er der bloggen. Desværre har den et par bugs, der bevirker, at nogle dage laver grus i maskineriet. Således bevirker dag 2 og dag 6, at nogle af de andre dage ikke kan ses. Jeg vil forsøge at rette det til og ellers gå på jagt efter et nyt og fejlfrit system. (red: Det er så det, jeg har gjort nu.)

Warmsector er og bliver vores nære venner i Vest (Foto: Sharon Pearce Austin)

Om Mette kommer med igen? Måske, men så er det for at ride, ikke for at chase. Ikke fordi hun ikke blev fascineret af det, for det blev hun, men hun har bare mange andre ting, hun vil hellige sig. Men lad mig slå fast med syvtommersøm; det var stort at have hende med.
Det var mit sjette år i træk i USA. Jeg kan godt mærke, at jeg har vænnet mig til mange af tingene. Vejret bliver aldrig kedeligt, men visse ting er blevet en vane, såsom maden, Walmart og motellerne.

Men lur mig, om jeg ikke kommer derover igen på et eller andet tidspunkt.

Supercelle over Memphis, Tennessee

Endnu en gang tak til alle jer, der trofast har fulgt os og skrevet til os.

Hilsen
Mette og Kai-Asle

Related Images: