, Stormchase 2009 – Dag 5

Dagens chauffør: Thomas
Target area: Oklahoma
Afstand: 600 km
Dagens tema: venten, så chase i højeste gear, kraftig RFD

Vejr: Sol, varme, så hastigt udviklende superceller!
Menu: Morgenmad: Superstarter breakfast, Kentucky Fried Chicken, Aftensmad: McD.

Dagen i dag har været hektisk. Så hektisk, at jeg er ved at segne af træthed efter kun fem dage! Klokken er i skrivende stund halv tre om natten. Jeg smider et par billeder op, og så kommer der en fyldestgørende beretning omkring halv ti-tiden lokal tid.
Jeg har nu fået hele seks timers søvn, men føler mig bestemt ikke udhvilet. Men heldigvis er dagen i dag en off-dag. Der sker kun noget langt nede i Texas. Og det vil være dumt at køre helt derned, da vi skal til Kansas i morgen, så vi tager en slapper.

 

 

Haglskader på køleren

 

Vi kørte fra Vernon i går ved halvtolvtiden. Jeg havde nået ned og spise morgenmad, hvor jeg mødte John, der havde været rodeorytter hele sit liv. Vi sludrede lidt, og det viste sig, at der skulle være rodeo i byen senere på dagen. Han inviterede os til ride i paraden gennem byen, men vi skulle jo nordpå.


Vi lagde ud med at køre hen på Kentucky Fried Chicken for at spise morgenmad, klamt! Aldrig mere. Man skulle igennem et tykt lag af alt muligt snask for at finde ind til kyllingen.


 


Vi fortsatte nordpå ad highway 183 mod Oklahoma City. Undervej

s skiftede vi til en mere vestlig kurs, da vi mente, den vestlige del af Oklahoma ville være bedre.


Vi holdt ind ved nogle kornsiloer og tjekkede prognoser. Store, kraftige byger var allerede poppet længere mod nordøst. Faktisk gik der en linje helt fra Iowa over Missouri, Kansas ned til Oklahoma. Vi lå for enden af den linje. Bygerne mod nord var imponerende og udvikledes på 10 minutter. De havde det hele: store hagl, rotation, kraftig og masser af torden.


Mens vi holdt og ventede, begyndte der pludselig at ske ting og sager. De små vattotter antog pludselig en anden form og skød i vejret.


Nu gik det stærkt. Vi rykkede lidt mod syd, da den sydligste celle så lovende ud.


Vi var ikke de eneste chasere på vejene, og Vortex 2 (Stort forskningsteam) fyldte også godt med sine enorme karavaner.


Den nederste celle på den lange bygelinje, tail end charlie kaldes det, begyndte at antage mere og mere lovende former.



Vi holdt ind til siden flere gange og kunne nu se wallclouds, betagende mammatus, kold luft, der nærmest drypper ned i atmosfæren


og de flotteste anvil crawlers, lyn, der kravler hen over himlen.

 



Vi begyndte også at ane rotation.

 


Eneste ulempe ved vejret herovre er ofte, at det først udvikles sent på dagen. Det vil sige, at der ikke er meget lys at fotografere i. Men sådan er det bare.

 

 

En wallcloud dannes

 

Det er lige her, tornadoer kan dannes!


Vi blev ved med at krydse rundt i området, indtil det blev så mørkt, at Warmsector foreslog, at vi kørte ind til en by foran bygen og lod den passere, så vi kunne opleve dens vildskab.
På vejen skulle vi lige prøve at tage nogle lynfotos. Mens vi stod der, kom bygen pludselig meget tæt på. Warmsector var kørt, og vi måtte selv finde en vej væk derfra. En mur af vand, hagl, støv og muligvis en tornado nærmede sig hastigt. Så hurtigt kan det gå. Man skal altså være forsigtig. Vi slap med nød og næppe væk. Men billederne kom i kassen.

Den imponerende supercelle har kurs imod os


Vi kørte hen til Fort Cobb, hvor også Warmsector var. Her kørte vi ind under et halvtag på en lille tankstation og blev først i bilen. Så kom gustfronten. En vanvittig, tudende vind ledsaget af store mængder støv, træer, spande, skilte og andet godt kom fejende ned igennem hovedgaden. Vi steg ud for at opleve vildskaben. Vindhastigheden i stødene var oppe på over 100 km/t. Så kom lynene, regnen, og så røg strømmen i hele byen. Både vi og andre, der havde søgt tilflugt der, søgte ind i butikken. Her var de ved at lukke, og gudhjælpemig, om vi ikke blev kylet ud igen!! Hvad er meningen? En familie med små børn måtte gå tilbage i deres biler. Det farligste sted at opholde sig i tilfælde af en tornado. Skørt!


Mens vi stod derude, hørte jeg en lyd, jeg ikke havde hørt før. En dyb, lavfrekvent rumlen. Thomas og jeg kiggede på hinanden; var dét det berømte godstog (it sounded like a freight train)? Tornadoen, der ramte Anadarko, var kun, viste det sig senere, få kilometer fra os. Måske var det den, vi hørte?

Lige før den store byge passerer


Bygen var næsten tre kvarter om at passere og smed store mængder vand og lidt hagl ned over os. Og vi var gennemblødte.
Da det værste havde lagt sig, satte vi kursen mod Oklahoma City for at overnatte. Over skanneren hørte vi, at den lille by Anadarko, små 10 km fra, hvor vi var, var blevet ramt af en tornado og var hårdt medtaget. Det er derfor, det er så farligt at chase om natten.
Da vi kom til Oklahoma City, tjekkede vi ind på Rodeway Inn og spiste meget sen aftensmad på McD igen!
En spændende dag var forbi, og vi evaluerede over en hurtig øl før sengetid.
I aften skullevi komme i seng til nogenlunde normal tid. Per har truet med at ville give steak, så det lyder jo lækkert.

Vi snakkes.
Kai-Asle!


Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.