Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Det centraleTexas
Afstand: 500 km
Dagens tema: Flere tyske chasere, gensyn med Sunshine Cafe, politi, lynfotos
Vejr: Meget varmt og fugtigt, isolerede aktive tordenbyger henunder aften
Menu: Morgenmad på Sunshine Cafe, Spaghetti med kødsovs
Dagens rute:

I nat overnattede vi på Days Inn i Junction, Texas, hvor vi også overnattede i 2007 efter vores voldsomme hagluvejr(læs mere på bloggen fra 2007). Det var faktisk ret hyggeligt.
To tyske chasere havde også overnattet på motellet, så selvfølgelig faldt vi i snak med dem og udvekslede billeder og historier. Vi besluttede at tage hen på Sunshine Cafe for at spise morgenmad/frokost=brunch.

I 2007 fik jeg en megastor burger der. Vi var dog ude efter morgenmad, men det serverede de ikke efter 11. Så valgte jeg catfish(malle), men det var udsolgt, så det endte med en stor bøf i stedet med fritter, grøntsager, brød, sweet tea, og kaffe.

Vi sludrede rigtig godt med tyskerne. Den ene, Jörg, var ivrig chaser, mens den anden, Niels, var med for selskabets skyld. Jörg var også gift, og sjovt nok var hans kone i den grad til heste. Og hun var vistnok også uddannet hestetræner. Så der var visse ligheder. Vi aftalte, at vi da helt klart måtte chase sammen i Tyskland i løbet af sommeren.

De havde chaset sammen i tre uger, og navnlig Niels var træt. Derfor ville de ikke chase i dag, men køre i stilling oppe i Texas Panhandle, flere hundrede miles mod nordvest. Vi ville chase det slight risk-område, der var i det sydvestlige Texas. Så vi udvekslede e-mail-adresser og sagde pænt farvel til Jörg und Niels. Viel spass.
Klokken var nu blevet alvorligt mange, og SPC ændrede deres udsigt til det allernordligste Texas og store dele af Oklahoma. Argggggghhhh!!! Der kunne vi umuligt nå op.

Fazoli’s. Her spiste vi aftensmad.

Derfor blev vi enige om at køre i stilling til næste dags chase i Childress, 400 km væk. Undervejs poppede et par pæne isolerede byger op, og vi besluttede at chase dem, om ikke andet så for at få et par lynfotos. I Texas er vejene excellente. Om dagen må man køre 70 mph (110 km/t.) på landevejene, men om natten kun 65. Vi ræsede af sted med til tider 90. I en lille by holdt der en politibil. Da vi nærmede os, blev de blå blink tændt, og vi måtte køre ind til siden. Strisseren var en stor mand. Han kom hen til bilen og fortalte mig, at man kun må køre 65 om natten. Og jeg sagde: “Oh, I’, so sorry, officer. I didn’t know.” Han fortalte, at vi havde kørte 78 mph igennem byen. Men han var utrolig flink og lod os slippe med en advarsel. Alt imens lynene blinkede lystigt mod nord.

Så snart han var væk høvlede vi til den for at nå op til bygen.
Det pudsige var, at tordenbygen lå i nærheden af Crowell, hvor vi sidste år fik ramponeret vores bil af store hagl. Vi var ikke rigtig i stødet til en gentagelse.
Da vi nærmede os, holdt vi ind på en grusvej for langt om længe at tage lynfotos. Mens vi stod derude på Lars Tyndsk…. marker, blev vi i den grad ædt op af et væld af insekter i den varme, fugtige luft. Men det var dét værd.

Til sidst kørte vi ind til Crowell og søgte tilflugt på en tankstation for at lade bygen passere os. Men den gjorde ikke meget væsen af sig.
Så omkring midnat satte vi kursen mod Vernon, hvor vi tjekkede ind på Days Inn og hyggede over et par øl og et par whisky’er, så jeg vil ikke drages til ansvar for eventuelle stavefejl. 🙂

Det var dagen. De sidste tre dage af vores chase ser meget aktive ud, så kære familie, der bliver nok ikke tid til de sædvanlige gaveindkøb. Og Per er frisk på at blive nogle dage ekstra, hvis det bliver nødvendigt. Vi må se.

Hasta la vista
Kai-Asle

Related Images: