, Stormchase 2010 – Dag 18

Dagens chauffør: Thomas
Target area: Det sydvestlige Texas
Afstand: 640 km
Dagens tema: Warmsector, chase
Vejr: Endelig sol og varme krydret med et par flotte tornadowarned tordenbyger
Menu: Morgenmad på Super 8, ny morgenmad på Huddle House
Dagens rute:


I nat ringede Marc fra Warmsector til mig. Han var på vej fra Arizona og skulle oprindeligt aflevere sin bil i Lubbock, Texas. Det var meningen, vi skulle være kørt derop i går, men vi var for trætte og tjekkede ind på Super 8 i Odessa. Dernæst ringede vi til Marc og sagde, at han skulle tjekke ind på et motel i Lubbock og få noget søvn. Vi skulle nok betale. Som sagt ringede han så senere til mig og sagde, at han kunne aflevere bilen tæt på Odessa, og at han derfor ville tjekke ind på vores motel.
Så i morges stod vi op og spiste morgenmad klokken ni. Og så gik vi i seng igen og sov til halv elleve. Da vi tjekkede ud, mødtes vi med Marc. Resten af Warmsector var på vej fra Florida og var faktisk nået til det sydvestlige Texas, hvor der var pæne chancer for at par gode superceller med tornadopotentiale. Nogle modeller viste også mulighed for bygedannelse i New Mexico, hvor vi gerne ville hen. Men Marc, der jo er uddannet meteorolog, syntes, chancerne var bedre mod sydvest, så vi besluttede at køre derned.

Men først spiste vi på Huddle House, der er en finere udgave af Waffle House. Her fik vi lækker morgenmad, og jeg smagte langt om længe “grits”, der minder lidt om risengrød. Grits hørte jeg første gang om i filmen “Min fætter Vinny” med Joe Pesci.
Udenfor mødte vi tre mænd, der satte pris på klart vejr. De var nemlig astronomer. Så det var spøjst at snakke med dem. De vil have klart vejr, mens vi vil have overskyet vejr.

Efter maden satte vi kursen sydpå mod Sonora, hvor vi rent faktisk var i går.
Her mødtes vi omsider med resten af Warmsector, og nu var alt, som det plejer.

En tankstation i det sydlige Texas

Et par lovende celler var skudt i vejret lige nordøst for Sonora, og vi ræsede derop. Den bageste af cellerne var tornadowarned, men for at komme hen til den måtte vi corepunche den første, hvor der tidligere havde været hagl. Det endte med kraftig regn. Og det i område, hvor der lynhurtigt kan opstå oversvømmelser, de såkaldte flashfloods. Flere af vejene går op og ned i dybe lavninger, hvor vand kommer strømmende fra de tilstødende bjergskråninger. Et farligt område i kraftig regn. Warmsector sparkede som sædvanlig til den, og Thomas måtte kæmpe for at holde trit med dem.

Marc

Undervejs mødtes vi atter med drengene fra North Carolina, som vi havde mødt oppe i Kansas nogle dage tidligere. Alle tiders gutter, som vi fik en sludder med.

Sara døber og velsigner vores bil

Vi chasede videre af mere og mere snørklede veje med fritgående køer, og på et tidspunkt sprang en hjort lige ud foran bilen. Heldigvis nåede den helskindet forbi.
Vejen blev mindre og mindre og endte til sidst i noget, der mest af alt lignede en flod, men vi kom igennem.

Paul

Bygen havde en flot struktur, men var ved at blive mindre, så til sidst indstillede vi chasen og blev enige om at køre til Fredericksburg for at spise. Alene navnet klinger lidt tysk. Og da vi rullede ind i byen, stod der da også “Gästhaus”, “Opa’s Sausages”, “Biergarten” med mere. En vaskeægte turistfælde. Men det var nu alligevel rart at opleve en by med fortove, masser af fodgængere og fortovsrestauranter.

Vi spiste på Auslander. Og hvad spiser man så der? Wienerschnietzel mit dem ganzen schweinerei, natürlich.
Mens vi spiste, ankom Randy Denzer, som jeg mødte i 2007 i samme område. Han er uddannet brandmand og deltog blandt andet i redningsarbejdet i Greensburg efter den altødelæggende EF5-tornado. Når han ikke arbejder, chaser han for fuld skrue. Og det var fedt at se videooptagelser, som han selvfølgelig havde med, og høre ham fortælle historier fra sine mange chaseture. Senere kom Bil Tabor, hvis navn jeg ofte har set på amerikanske vejrdebatforaer. Han er en haj til at chase og har angiveligt nogle helt forrygende tornadooptagelser. Han kunne også fortælle nogle spændende historier.

Da klokken var elleve, var vi alle ved at være trætte, og vi takkede nej til at tage med gutterne hen på et bryggeri.
Vi kørte til Junction, Texas, hvor vi overnattede i 2007, efter at vi havde fået ødelagt vores bil af store hagl for første gang.
Vi sluttede af på mit værelse med øl og whisky og en kort sludder.

Bagefter var der dømt dyner.
Så jeg takker også af nu. I morgen er der ikke så store chancer for vejr, men vi må se.

Kan I hygge.
Kai-Asle


Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.