Dagens chase var langt hen ad vejen frustrerende, men endte heldigvis godt.

Oven på gårsdagens store bust var vi opsatte på at se noget og gennemanalyserede om morgenen prognoserne. Heldigvis havde SPC udsendt et slight risk, og den højopløselige model HRRR spyttede konstant isloerede celler ud på grænsen mellem Oklahoma og Kansas, så vi valgte det som vores target.

Vi siksakkede os nordpå og endte lidt sydøst for Wichita i Kansas. Her prøvede en lovende celle at stige til vejrs.

Vi holdt ind til siden og filmede og tog billeder og ventede.

Bygen kæmpede, men så ikke færdig ud, så vi blev ved den. Is i maven.

Samtidig var der gået en anden celle til vejrs nær Salina længere nordpå. Den så langt mere lovende ud, men turde vi forlade den her byge? Hvad nu, hvis den pludselig eksploderede, og den anden celle faldt sammen igen? Det er så svært.

Vi besluttede at blive og fulgte cellen sammen med adskillige andre chasere og stormtour-busser.

Efterhånden antog bygen form af en lp-supercelle uden dog at være rigtig prangende. Til gengæld var den nordlige celle tornadowarned og så meget sund ud, men klokken var næsten halv syv, og der var en times kørsel derop. Turde vi satse? Ja!

Vi drønede af sted nordpå.

Det var en nervepirrende køretur, for vi vidste ikke, om vi var købt eller solgt, altså om bygen ventede på os.

Og for hver gang Danny kom med meldinger om tornadoer i forbindelse med bygen, trykkede jeg lidt hårdere på fartpiloten.

Vi kunne se bygen på lang afstand. Man bliver overrasket over, på hvor mange kilometers afstand man kan se de store superceller. Over 100!

Ved en jernbaneoverskæring kom vi til at holde ved siden af holdet bag den fantastiske serie “Rendez-Vous in Tornado Alley“. Vi hilste og fortsatte.

De sidste 40 km blev tilbagelagt ad små, snoede veje, og det gjaldt om at holde tungen lige i munden.

Endelig nåede vi frem til supercellen. Og tornadoen var stadig på jorden.

Desværre var den lige uden for byen Chapman, hvor tornadosirenerne lød. Samtidig kunne vi læse, at der var udsendt tornadoemergency for byen, fordi man forventede, at tornadoen ville ramme den. Så selvom vi jublede og var glade for at se den, så frygtede vi samtidig det værste.

Den var stor og roterede kraftigt. Kontrasten var perfekt.

Flere huse blev ramt, men det meste af byen slap heldigvis med skrækken.

Et kvarter efter at vi var ankommet, blev tornadoen rainwrapped og var ikke længere synlig.

Der var bunker af chasere i området, og det var svært at komme frem og finde et sted at holde ind.

Vi forsøgte at køre efter området med rotation og kom ud på nogle meget smattede jordveje, der var nærmest umulige at køre på.

I en bil uden firhjulstræk og med en hel kortege af ivrige chasere i hælene var det ikke nogen rar køretur. Bilen var tæt på at skride ud flere gange, men det lykkedes at nå ud på asfalt igen.

Et nyt problem trængte sig på. Vi var ved at løbe tør for benzin, og der lå ikke mange tankstationer i nærheden.

Derfor måtte vi afbryde og ræse den forkerte vej for at finde benzin.

Supercellen var stadig særdeles aktiv og producerede stadig tornadoer.

Men det var blevet mørkt, og så er det farligt at fortsætte chasen, navnlig i områder med så dårlige veje.

Efter et par lynbilleder valgte vi at stoppe og kørte til Salina.

Her valgte vi at spise på Applebee’s, der var stuvende fuld af chasere. Så mange, at restauranten måtte holde åbent en time ekstra.

Det var sjovt at sidde og spise og høre “Did you see the tornado?”.

Det lykkedes os altså at se den hidtil kraftigste tornado i Tornado Alley i år.

EF4 blev den ratet som. Fra den første tornado til den sidste store gik der to en halv time. 15-25 huse blev ramt, og der var også kvæstede, men heldigvis ikke omkomne.

Læs mere her.