Torsdag nat gjorde vi det så igen, tog til Tyskland.

Jeg havde ellers svoret, at jeg nok ikke rigtig gad mere, da det som tidligere nævnt er betydeligt vanskeligere at chase dernede end i USA på grund ad de mange skove, bakker og krævende vejnet.

Men prognoserne var bare så fantastisk lovende, at det var svært at lade være. Danny og jeg havde i nogle dage haft kig på dagen og havde aftalt, at vi ville tage derned, hvis prognoserne blev ved med at være lige så lovende. Thomas læste om vores planer på Vildtvejrsklubben og sprang som så ofte før til i sidste øjeblik.

Det blev torsdag den 16. juli, og prognoserne så meget lovende ud. Vejrsituationen var kort fortalt, at varme og fugt skulle fortrænges af en markant koldfront. På forkanten af den forventede man, at der kunne dannes kraftige tordenceller med alt, hvad dertil hører, måske endda superceller. Både Estofex, den tyske vejrtjeneste og andre var ude med varsler om kraftig regn, hagl, torden og vind over dele af især det østlige Tyskland, så sagen var klar; vi skulle på chase.

“Ansonsten bilden sich mit voranschreitender Kaltfront in einem breiten Streifen von Schleswig-Holstein und dem Westen Mecklenburg-Vorpommerns über Niedersachsen, Ostwestfalen, Hessen, Sachsen-Anhalt und Thüringen bis nach Baden-Württemberg und Bayern verbreitet kräftige Schauer und Gewitter, die gebietsweise unwetterartig ausfallen können. Sie können sehr blitzintensiv sein sowie mit sehr starkem Regen, Hagelschlag und schweren Sturmböen, vereinzelt auch mit orkanartigen Böen einhergehen. Örtlich sind auch großer Hagel und Orkanböen denkbar. Darüber hinaus besteht vor allem in Richtung Nordwesten und Norden ein erhöhtes Potenzial für die Bildung von Tornados!”

Vi aftalte at køre hjemmefra klokken halv tre om natten for at kunne nå ned i området i god tid. Jeg havde været til gallapremiere på den ny Harry Potter-film i København og kom først hjem ved halv to tiden. Her stod Danny og Thomas og ventede. Vi pakkede dytten med gear og kørte.

Vi tog fra Rødby til Puttgarden 5.15 og ankom kl. 6.00. Og så gik turen ned til Leipzig, hvor der var de bedste forudsætninger for vildt vejr.

Det første, der slog mig omkring Hamborg, var, hvor skyet det allerede var. Koldfronten var rykket ind tidligere end beregnet. Men i takt med at vi kom længere mod sydøst, klarede det mere og mere op, og temperaturen steg til 31 fugtige grader.

Før turen havde en af de tyske chasere, Enrico, været så venlig at sende os et aktiveret Aldi-taletidskort, så vi kunne komme på nettet i bilen. Det fik Danny ret hurtigt sat op, og det virkede upåklageligt. Nu kunne vi holde os ajour med vejrudviklingen.

Enrico skulle også chase med nogle venner, og de havde spurgt, om vi var interesseret i at chase sammen, hvilket vi svarede ja til.

Vi aftalte at mødes på en McDonald’s (hvor ellers?) nær Leipzig. Det var som sagt bagende varmt og meget fugtigt, og der var allerede fuld knald på konvektionen.

Flere tårne skød til vejrs, og vi kunne høre rumlen. Navnlig en af bygerne begyndte at ligne noget af det, vi ser i USA; en tydelig updraft-base et stykke fra nedbøren, hvilket blandt andet bevirker, at den kan leve længe. Thomas og jeg var i en periode nærmest tilbage i USA, for det lignede noget af det.

Chasen var i den grad begyndt lovende.

Ved middagstid ankom de tyske chasere. Vi hilste og begyndte at sludre. Jeg måtte grave dybt efter tyskgloserne fra gymnasietiden, men jeg var forbavset over, hvor meget jeg alligevel kunne huske, så det var alle tiders.

De tyske chasere tilbød at tage os med til et “chase point”, hvorfra der var godt udsyn. Her parkerede vi og nød, at terrænet var forbløffende fladt med få træer. Her kunne vi se flere celler udvikle sig og bevæge sig i retning af os.

Tyskerne er medlem af Skywarn Germany, en europæisk stormspottertjeneste, og har derfor adgang til en lækker radar, der opdateres hvert femte minut! Her så man tydeligt, at vi lå helt rigtigt i forhold til bygerne.

Flere af dem drev lige hen over os med vindstød på op til 18 m/s og regn og hagl.

Efter en tid blev vi enige om at trække 50 km længere mod sydøst til Döbeln, hvor de forventede, der ville ske noget.

Her tog vi opstilling på en Aldi-parkeringsplads og provianterede, ventede og svedte tran.

Efter to timer besluttede vi at køre uden for byen for at kunne se mere.

Vi kørte op på en bakketop med godt udsyn til alle sider og så flere byger drive nordpå øst for os. Der var flere gode lyn i dem, men de lå for langt væk fra os.

Vi satsede på det, der skulle komme sydfra. Men som tiden gik, stod det klart, at der ikke rigtig skete noget.

Derfor trak vi nordpå for at prøve at fange bygelinjen mod nordøst.

Desværre faldt det hele stort set sammen. Der var kun småtterier tilbage, da vi nåede frem.

Tyskerne var kede af det på vores vegne, men vi er jo ikke herrer over vejret.

Men deres ukuelige optimisme var slående. De sagde, at vi “bare” skulle vente en seks, syv timer, så kom der noget vildt op sydfra. Det kunne vi ikke. Vi havde været oppe i halvandet døgn, og der ventede os en ti timer køretur tilbage til Danmark. Så vi sagde pænt farvel og tak og begav os af sted.

På motorvejen mellem Berlin og Hamborg begyndte det at lyne og tordne. Nye byger var dannet, så vi fik da en pæn afslutning på dagen. Vi nåede hjem ved femtiden lørdag morgen fuldstændig udmattede og var enige om, at vi ikke gør det uden at overnatte næste gang.

I Danmark var der varslet uvejr med kraftig regn og torden. Også her snød vejret. Den føromtalte koldfront svingede tidligere ind end ventet, hvorved temperaturen ikke nåede så højt op.

Derudover blev der dannet et lille sekundært lavtryk over Tyskland, der ifølge de tyske chasere sugede energi til sig fra den bygelinje, der skulle have eksploderet. Surt, men sådan er det.

Uanset hvad så havde vi en rigtig god tur, og det var en stor fornøjelse at møde de tyske chasere, der var så venlige at tilbyde os logi. Et tilbud, vi tager imod næste gang.

Så turen var ikke helt forgæves, og der var et par gode oplevelser, også rent vejrmæssigt.

Hilsen

Kai-Asle

Related Images: