Stormchase 2008 - Dag 5

Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Arkansas
Afstand: 900 km
Dagens tema: Greensburg år 1
Vejr: Solskin
Menu: Lunch Box i Greensburg, Chilis!

I dag vinkede vi farvel til Econolodge, hvis indehaver har arbejdet på Novo Nordisk i Stenløse i seks år, så han talte flot dansk. Utroligt.

Klokken er i skrivende stund halv fem om morgenen. Det her er det rene vanvid! Vi har måttet drøne 900 km mod sydøst for at være klar til (morgen)dagens store brag. Udsigterne er særdeles lovende. Der ventes adskillige, ødelæggende tornadoer.Men vi havde aftalt at køre forbi Greensburg for at se byen i dagslys. Vi befandt os trods alt kun en halv times kørsel derfra.

Mødet med byen var bevægende. Mange følelser vældede op i mig. For godt et år siden blev byen jævnet med jorden af en EF5-tornado, den kraftigste, der findes. Og vi stod få kilometer derfra og så det ske (se bloggen fra 2007).

Der herskede en stemning af både uhygge og optimisme. Uhygge, fordi så stor en del af byen stadig lå øde hen. Optimisme, fordi man så småt kunne ane, at byen var ved at komme på fode igen.

Området genlød af bore- og skæremaskiner, hvilket var et tegn på den forholdsvis store aktivitet, der hersker i byen. Det er meningen, at Greensburg skal genopstå som en “grøn by”. Altså en miljørigtig og bæredygtig by.

Men når vi gik rundt og kiggede, kunne man uden besvær sætte sig ind i de dramaer, der udspillede sig den skæbnesvangre nat.

Folk, der kun fik få minutter til at redde sig selv og deres familie i sikkerhed.

Det gamle vandtårn, der væltede, hvilket er højest usædvanligt.

Billedet af minivan’en, der står på hovedet ned igennem taget på et motel, har brændt sig fuldstændig fast på min nethinde.

Små erhverv var begyndt at skyde op. Vi indtog således frokosten på “Lunch Box”, der lå i et par barakker, som stod på fundamentet af en bygning, der forsvandt den dag.

Personalet gik i T-shirts med påskriften:

Vi talte med en, der rent fakisk lå indlagt på hospitalet, da tornadoen ramte, og som måtte evakueres.

Men som sagt kunne man fornemme den optimisme, der trods alt kendetegnede byen.

Flere, der egentlig var flyttet derfra, var flyttet tilbage igen for at bistå med genopbygningen.

Så selvom jeg blev grebet af stærke følelser, mens jeg opholdt mig der, var det en god fornemmelse at få afsluttet episoden. Det var lidt en uforrettet sagt at forlade dramaet for et år siden.

Vi satte kursen mod sydøst, da prognoserne er meget lovende.
Vi sidder nu i New Boston i det allerøstligste Texas og trækker formentlig østover mod Arkansas i morgen tidlig, så vi er klar til at tage imod de kraftige superceller, der ventes at opstå.