Dagens chauffør: Per
Target area: Egentlig ikke noget, men så Kansas
Afstand: 900 km
Dagens tema: Deja-vu at Greensburg
Vejr: Først overskyet, blæsende, så sol med god opvarmning og store tordenbyger
Menu: Toast, mælk, Starbukcs kaffe, Subway, McDonald’s!

Hej, alle. Jeg vil lige lægge ud med at beklage det sene tidspunkt endnu en gang. Klokken er nu halv tre om natten, og vi er først lige tjekket ind efter endnu en hektisk dag, der egentlig begyndte ret sløvt.

Planen var oprindeligt at tage til Oklahoma City for at hente nogle ting og besøge NSSL, tornadovarslingscentret.

Vi spiste morgenmad og svingede en smut forbi Starbucks, “still damn good coffee”!

Warmsector sov længe, så vi kom først af sted ved tolvtiden. Vi havde hele tiden overvejet at tage til Kansas, hvor der var en lille risiko for tordenbyger med store hagl, men ikke tornadoer. Men da vi kiggede på radaren, viste det sig, at der allerede var en udvikling i gang helt oppe i Kansas, 600 km fra, hvor vi var. Vi tog en hurtig beslutning og satte kursen nordpå.

Undervejs spiste vi frokost på Subway, hvor man får de lækreste sandwich med italiensk brød.

Det viste sig, at en af de ansatte havde bedsteforældre, der kom fra Ærø, og det gjorde Pers bedsteforældre sjovt nok også. Så det kom der en god snak ud af.

Efterhånden som vi kom længere nordpå i Oklahoma, blev radarbillederne fra det vestlige Kansas mere og mere imponerende. Og der indløb nu meldinger om tornadoer i bygerne. Vi måtte bare bide ærgelsen i os. Vi kunne være kørt tidligt om morgenen og være nået længere nordpå, men prognoserne var mildest talt dårlige, men de har det jo med at ændre sig.

Vi ræsede af sted med 150 i timen, så nu ved jeg, at magnetstreamerne bliver siddende selv ved de hastigheder.

Efterhånden som vi nærmede os, kunne vi se toppene, der nåede op i 45.000 fods højde, hvilket er godt 12 km. Ikke værst. Endvidere fortalte mit Baron system os, at der var shearmarkers på 161 mph, ved Greensburg var de 169 mph, så det så mere og mere lovende ud.

Pludselig befandt vi os på highway 183 ved Coldwater, hvor vi for lidt over et år siden var nødt til at tanke op, mens vi chasede Greensburg-supercellen.
Følelserne begyndte at vælde op i mig, da det jo trods alt var en stærk oplevelse sidste år.

Himlen antog nu en mørk og truende karakter, og lynene blinkede i ét væk. Der var dømt uvejrsstemning på en dag, hvor vi ikke forventede noget.

Før vi vidste af det, var vi i Greensburg, hvor adskillige kopper kaffe og colaer pressede på for at komme ud. En stor del af byen var stadig raseret, men en flunklende ny tankstation var skudt, og der var proppet med chasere, som stod i kø. Og sådan blev stepdans opfundet.

Udenfor var stemning både uhyggelig og spændende. Vi ræsede videre mod Pratt for at komme på forkanten af systemet, der desværre begyndte at klumpe for meget sammen, til at man kunne chase et. Men jeg har aldrig set så mange lyn i sekundet. Jeg har filmet en del af det og ville egentlig have lagt noget op i dag, men jeg orker simpelthen ikke. Så måske i morgen.

Vi corepunchede systemet og oplevede stærk vind, omkring 80 km/t, og kraftig nedbør.

Da vi havde fået nok, vendte vi om og kørte tilbage til Pratt, hvor vi snuppede en hurtig burger på McDonald’s og kørte videre til Econolodge, som jeg ikke har boet på før, men det er fint nok. Her er en seng, kaffemaskine og internet. Perfekt.

I morgen vil vi forsøge at køre til Greensburg igen for at se byen i dagslys og tage billeder. Dernæst suser vi videre mod Arkansas, der er det helt store target area om to dage på lørdag, hvor prognoserne snakker om særdeles høje cap-værdier, hvilket er en god indikator for, hvor voldsomt vejret bliver, så det kører egentlig ret godt, bortset fra at vi ikke får søvn nok, men det må vente.

Nu er der dømt Ole Lukøje!

Kai-Asle

Related Images: