In the suck zone!

Dagen i dag har været helt uden sidestykke. I de nu seks år, jeg har chaset herovre, har jeg aldrig været så tæt på en så stor tornado. High risk dage har det med at skuffe fælt, men ikke denne gang. Og selvom Mette måtte hive en ekstra gang efter vejret, klarede hun det med bravour. Og så reddede vi formentlig en mands liv.

Men historien begyndte i formiddags med, at vi riggede bilen helt af; fjernede magnetstreamere, kameraholder samt alt det elektroniske isenkram. Revnen i forruden nåede nu helt op til toppen og var begyndt at bevæge sig nedad igen. Ikke godt.

Jeg ringede til biludlejningsselskabet og forklarede, at vi var blevet overrasket af et forfærdeligt uvejr. Det beklagede de mange gange og sagde, at vi kunne få en bytter i Oklahoma City lufthavn, der lå små 10 km fra motellet.

Vi havde sovet smålænge, da Paul og Sarah skulle vente på, at Marc fik fri kl. 13. Han skulle nemlig med på chase. Vi forventede ikke, at bygerne ville poppe før ud på eftermiddagen, så Mette og jeg tillod os den luksus at tage ind på Ihop og spise en rigtig lækker brunch. Jeg svinede mit legeme til med ekstra æg, ekstra bacon, ekstra pølser og ekstra skinke og en ordentlig stabel pandekager. Mums. Det må man altså godt bare en gang imellem. Mette tog en lidt sundere udgave bestående af omelet og spinat.

Bagefter trillede vi ud i lufthavnen og krydsede fingre for, at ruden holdt. Det gjorde den. Da vi nåede frem, sagde de, at de ikke havde en tilsvarende bil. Men de kunne give os en Dodge Durango, som er en fullsize suv, uden ekstra betaling. Det var da bare i orden. Hit med nøglerne.

Og her må jeg give Per ret i, at det faktisk er en god lejebil, for den har masser af strøm. Ved bagsædet sidder der et udtag på 115 volt. Derudover er den spækket med 12 volts-udtag, så nu er strømmen slet ikke noget problem.

Vi kontaktede Warmsector og spurgte, hvor vi skulle mødes. Det blev i byen El Reno.

Her traf vi som sædvanlig flere både chasere, journalister og folk fra kriseberedskabet, som frygtede en travl dag. Det blev det desværre også.

Det var varmt, fugtigt og meget blæsende. Vi tissede af med fem minutters mellemrum ( det skal man bare gøre, når man kan komme til det).

Sydvest for os eksploderede bygerne pludseligt. Vi besluttede at suse ned imod dem. I kraftigt regnvejr krydsede vi ned igennem landskabet og drejede til sidst ind på en grusvej. Da vi var nået et stykke ned ad den, stoppede vi på en bakketop. Lidt efter sagde Paul: “Do you guys see the wedge?” Et stykke derfra var der en stor kegleformet tornado på jorden. Det var helt vildt. Mette var på en gang fascineret og betænkelig. “Kommer den ikke imod os? Kan der komme en lige her? Kan vi slippe væk?” Helt forståelige spørgsmål, men vi havde meget godt styr på den. Når man chaser, sørger man for at holde sig i den sydøstlige del af supercellen. Og det var vi, så den bevægede sig næsten parallelt med os mod nordøst.

Til sidst blev vi ramt af kraftig regn og måtte væk derfra. Vi siksakkede gennem landskabet, lidt mod øst, så lidt nordpå, så lidt øst igen osv.

For at komme helt tæt på kørte vi i meget kraftig regn vestpå ad en interstate (motorvej). Efterhånden kom vi ud af regnen og kunne begynde at ane struktur i skyen. Vi kørte op på en bro og holdt ind til siden. I det fjerne kom en sort mur hastigt imod os. “Warmsector har styr på det”, tænkte jeg. Pludselig begyndte flere at vende om og køre den anden vej. Vinden tiltog med et brøl, regn, hagl og genstande i luften begyndte at vælte ned over os, men Warmsector holdt stadig stille. “Hvad laver I? Vi skal da væk”, tænkte jeg. Mette og jeg kiggede på hinanden… Så vendte de pludselig bilen og drønede af sted. Jeg kunne ikke komme ud på grund af modgående trafik. Der var bunker af chasere i området, så det var svært at komme væk. Pludselig tog f… ved vejret, og himmel og hav stod bogstavelig talt i ét. Jeg kæmpede med rattet. Vinden flåede så voldsomt i den tunge Durango, at jeg blev smånervøs. Da vi skulle dreje, var jeg tæt på at dreje for tidligt, fordi jeg ikke kunne se noget. Pludselig råbte Mette: “STOP! Der står en mand på vejen!” What?? Så fik jeg øje på ham og holdt ind til siden. Da han åbnede bagdøren, blev den nærmest flået ud af hænderne på ham. Han kastede sig ind i bilen og måtte lægge alle kræfter i for at få lukket døren igen. Han var dybt taknemlig og temmelig rystet. Han var kommet kørende i en særlig lastvogn med en stor kran. Da han så bygen komme, holdt han ind til siden og ville lade den passere. Men vinden tog så voldsomt fat i lastvognen, at han ikke turde blive derinde. Så han søgte ly mellem nogle træer. Her klamrede han sig til et træ, da vinden pludselig rev fat i ham og kastede ham ud på en mark. Han kravlede op til vejen og fik standset os. Hvis han ikke havde gjort det, havde han formentlig ikke overlevet.

Vejret var nu nærmest uhyggeligt. Bånd af roterende hvirvler bevægede sig ind over os. Det var såkaldte sucktion vorticies. Trykfaldet bevirkede, at vi fik propper i ørerne, ligesom når man flyver. Det her var meget skidt. Vi frygtede det værste. Vi kunne høre en brølen udenfor. En kulsort mur var ved at opsluge os.

Der blev kørt lige til grænsen og lidt til for at slippe væk. Og snart kom vi ud af det værste og holdt ind til siden for at se, om vi kunne se noget. Der gik kun et øjeblik, så var vinden og regnen over os igen.

Vi kørte ind til sydkanten af El Reno og pustede ud. Mette ville meget gerne lige have vejret. Hun havde holdt hovedet koldt, men var naturligvis mærket var den voldsomme oplevelse. Marc fortalte os, at de havde siddet i bilen og drøftet, om de skulle blive på broen og lade tornadoen passere tæt forbi foran, således at vi kom om bagved den, hvor den måske var mere synlig. Men da han så dele af et hustag flyve hen over bilen, var der ikke noget at rafle om. Vi skulle væk!

Vi satte manden af på hans arbejdsplads og satte kursen sydpå efter den næste celle. Mette havde fået pustet ud og var fit for fight igen. Sådan!

[youtube id=”yNMnnMOHRrc” align=”center” mode=”normal” aspect_ratio=”16:9″ maxwidth=”550″]

Vi kørte ad I-35, hvor trafikken var ekstrem. Vi holdt i kø flere gange, mens flere superceller med tornadoer var på vej op fra sydvest. Vores internet stod desværre af, så vi var blinde og måtte virkelig sørge for at holde trit med Warmsector. Vi drejede til sidst af for at komme væk fra trafikken. Det virkede. Vi fik til sidst kørt os i position og lå nu lige bag en ny tornado. Vi prøvede at indhente den, men i byen Newcastle, Oklahoma, blev vi stoppet af nedfaldne elledninger, væltede træer og ødelagte bygninger, der lå halvt ude på vejen. Tornadoen havde passeret igennem dele af byen. Heldigvis var det kun industrikvarteret, der blev ødelagt, men det gør altid et dybt indtryk at se den slags, og Mette reagerede fuldstændig, som Thomas og jeg reagerede, da vi så ødelæggelserne i forbindelse med Greensburg-tornadoen i 2007.

Vi kunne ikke hente tornadoen, men valgte at satse på en anden celle. Vi skyndte os østpå mod Ada, hvor vi faktisk var i lørdags. Desværre havde bygerne nu så stor fart på, at vi ikke kunne hente dem, så vi besluttede at stoppe.

Vi gik nok en gang ind på Applebee’s, hvor personalet godt kunne huske os. Det blev til en gang boneless chickenwings og ribbs. Mens vi sad og spiste, trak en kraftig byge ind over os med stærk regn og torden samt hagl. Åh nej! Ikke flere buler. Nu havde vi lige fået ny bil. Men heldigvis var kun få af dem på størrelse med goldbolde, så det gik godt.

Vi besluttede at chase i Arkansas, fordi udsigterne er så lovende. Stort set det samme som i dag. Området er knap så godt at chase i, men vi må se, hvad der sker. Vi kørte mod Ft. Smith, Arkansas. Lige uden for byen var motorvejen stort set gået i stå. Vi fik drejet af og tog ind på Super 8. Det viste sig, at byen Denning lidt øst herfor desværre var blevet jævnet med jorden. Derfor var al trafik stoppet.

Det har i det hele taget været en voldsom dag med flere dødsfald. Tornadoen ved El Reno, som vi var tæt på at blive ramt af, dræbte fire mennesker i El Reno. I Dallas lufthavn evakuerede man folk fra flyene, da en kraftig supercelle trak ind over lufthavnen. Byen Joplin i Missouri, der blev jævnet med jorden for nogle dage siden, var tæt på at blive ramt af en tornado igen i dag. Så det har været meget voldsomt og bliver det nok igen i dag.

Internettet gør knuder, men vi håber på at få det til at fungere.

En lang blog er slut, klokken er over fem om morgenen lokal tid, og jeg er smadret.

Godnat!

Related Images: