, Stormchase 2011 – Dag 12

Greensburg revisited and hold the press!

I dag vendte varmen tilbage til Midtvesten. Det blev til et gensyn med Greensburg og et interview i den amerikanske presse.

Vi stod op ved titiden og lavede kaffe og lagde os ud ved poolen. Vejret var som sagt dejlig varmt, og vinden havde lagt sig helt.

Bagefter tog vi i Walmart for at købe et par småting, og så spiste vi morgenmad på Ihop.

Vi befandt os halvanden time nord for Greensburg, der for fire år siden blev jævnet med jorden af en EF5-tornado. Thomas og jeg chasede dengang tornadoen med Warmsector og befandt os få kilometer fra byen, mens den tre kilometer brede tornado udslettede alt på sin vej. Siden da har vi hvert år besøgt byen for at følge med i genopbygningen. Hvis man har lyst, kan man læse/gense bloggene 2007-2010 her på siden.

I år skulle heller ikke være nogen undtagelse, og så syntes jeg, at Mette skulle se byen, hun har hørt så meget om i årenes løb.

Lige før vi skulle til at køre, fik jeg en mail fra en journalist på Kansas City Star. Han havde set vores bil på Tornadovideos.net og ville gerne lave et interview om chasing og live videostreaming fra biler. Det blev til en længere snak på en glohed p-plads uden for Ihop. Foruden artiklen var han ved at skrive en bog om Greensburg og ville meget gerne høre om mine oplevelser. Undervejs i interviewet spurgte han, om vi ikke ville tage et foto af bilen i Greensburg med mig i. Det ville vi da selvfølgelig gerne.

Vi susede af sted til Greensburg og ankom sidst på eftermiddagen. Aaron havde flere fotografvenner i Greensburg, men ingen af dem var hjemme til at tage billedet. Derfor besluttede vi at lade Mette tage et billede, der viste bilen, alt udstyret samt et afpillet træk i baggrunden. Piece of cake… NOT! Skarp sol udvendig, skygge indvendig, skarp sol på den anden side. Hvis nogen fulgte streamen i går og undrede sig over, at vi holdt stille så længe, var det derfor. Mette stod og kogte udenfor, mens hun forsøgte at tage et brugbart billede. Det var ikke helt nemt. Vi gjorde vores bedste, og så må vi se, om de kan bruge det. Artiklen kommer i løbet af den her uge. Jeg skal nok lægge et link ind, når den kommer.

Det nye rådhus

Tilbage til Greensburg. Det ligner i den grad en by nu. Alene i forhold til sidste år er der kommet et museum og mediecenter, en stor skole, et hospital, og så har sheriffen fået sin egen bygning. Derudover samler man nu penge ind til en biograf.

Der var stadig spor af tornadoens hærgen i form af talrige fundamenter og afpillede træer.

Det nye museum og mediecenter

På hjørnet af hovedgaden besøgte vi Studio 54, der indehaves af Scott og Susan Reinecke. Det var to meget søde mennesker, og vi faldt hurtigt i snak med dem. De fortalte om flere chasere, som de var blevet gode venner med i forbindelse med oprydningen efter tornadoen. Desuden fortalte de, at byen samarbejdede med delegationer fra flere andre katastrofeområder rundt om i verden, da byen har mange erfaringer at trække på.

Scott og Susan arbejder med glas og har lavet flere kunstgenstande af glasskår fra tornadoen. Absolut et besøg værd. It was very nice meeting you guys. Thanks!

Foto: Susan Reinecke

Klokken var blevet mange, og vi stak sydpå mod Woodward, hvor vi også var i 2007. Byen havde ikke det store at byde på, så vi satte kursen østpå mod Enid, hvor vi har været en gang tidligere i år.

Klokken ti rullede vi ind i byen, og jeg havde boneless buffalo wings-abstinenser. Så da jeg spottede en Chili’s, foreslog jeg, at vi gik derind og spiste.

Det nye hospital

Bagefter skulle vi BARE lige finde et hotel. Ha! Der er baseball-turnering i området, så byen er proppet med fans. Derfor var der stort set optaget overalt. Vi gad bare ikke køre længere, så vi fik en receptionist på Best Western til at ringe rundt. Og efter nogen tid lykkedes det at finde et værelse til os på Comfort Inn, der ligger i den lidt dyre ende, 450 for os begge. Men billigt efter danske forhold.

Her er pool og først udtjekning klokken 12, så vi skal have en dukkert, før vi kører videre.

I morgen er formentlig sidste chance for at chase lidt. Vi må se, om det bliver til noget. Og ellers kan vi ikke tillade os at klage.

Vi snakkes.

Mette og Kai-Asle

Fra afskeden med Warmsector

Related Images:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.