Back in the saddle and a little chase

I dag var vi ude at ride igen for anden gang på denne tur, og så blev det til en lille chase længere østpå.

Vi havde besluttet, at vi ville ride i Colorado Springs. Vi havde fundet det her sted på nettet, Academy Riding Stables, lidt uden for Colorado Springs. Det lå kun en halv times kørsel nordpå fra Pueblo.

Efterhånden som vi nærmede os Colorado Springs, knejsede det 4302 meter høje Pikes Peak over byen. Det var et betagende syn med sneen på toppen.

Da mandag var Memorial Day herovre, var der bunker af mennesker og arrangementer i byen. Derfor sneglede trafikken sig af sted, og vi var tæt på at misse vores tid kl. 13.

Præcis kl. 12.45 nåede vi op til ridestedet. Her var man allerede i gang med at instruere de gæster, der var kommet til tiden. Vi satte os og udfyldte de nødvendige papirer.

Bagefter hentede de hestene til os en efter en. Vi var omkring 20 personer, så det tog lidt tid, men snart sad vi alle trygt i sadlen og var klar til afgang. Jeg fik JJ, og Mette fik Sox.

Vejret var solrigt, meget blæsende og kun omkring 25 grader. Brr!

Vi red ud ad en stille villavej for at komme hen til Garden of the Gods, hvorfra vi skulle op i terrænet. På et tidspunkt begyndte JJ at te sig uroligt. Åh nej, tænkte jeg! Men Pete, der dannede bagtrop med os, sagde, at JJ bare havde det med at blive lidt bange for sin egen skygge nu og da. Typisk, at jeg får sådan en hest! Men faktisk opførte JJ sig eksemplarisk på resten af turen, lige bortset fra da han gik lidt for langt ud til siden, og jeg måtte trække den ene fod til mig for ikke at blive revet på buskene. Du skal bare følge med, sagde Mette. Nå, okay så.

Terrænet var fantastisk smukt med høje bjerge og finurlige klippeformationer, der lignede slanger, skildpadder og indianere.

På et tidspunkt fik vi besked på at kigge til venstre og smile. Der blev taget billeder af os. Hmm… Der var lige lovlig meget tivoli over det her. Men udsigten var ubetalelig, så det opvejede det lidt. Vi red op ad trapper og grusstier, meeen der skal altså mere til at imponere en erfaren rytter som mig. Nå, spøg til side. Men Mette kunne også godt have brugt lidt mere fart over feltet. Pyt. Vi havde en dejlig naturoplevelse. Jeg må erkende, at jeg er begyndt at føle mig ret godt tilpas i en ægte westernsadel.

Cirka en time senere var vi tilbage ved stalden. Her kunne man købe de fotos, der blev taget ude på ruten. Desværre kunne vi ikke få en digital kopi, kun papirfoto, men vi ser rasende godt ud:-)

Klokken var efterhånden blevet mange, og vi (læs Kai-Asle) ville gerne øst på for at finde noget vejr. Thomas, tak for tippet om Pikes Peak, men det var blevet for sent til at tage derop. Det må blive en anden gang. Der er bunker af aktivitetsmuligheder i og omkring Colorado Springs, så her kan man sagtens bruge et par downdage.

Vi ræsede af sted mod Goodland, Kansas. Temperaturen faldt hele tiden og nåede helt ned på 16 grader! Samtidig blæste det en halv pelikan fra nord.

Jeg forventede egentlig ikke at se noget, da det mest aktive vejr lå længere nordpå i Nebraska og South Dakota. Men vi slog alligevel langsomt over i chasemode. Mette begyndte at starte de forskellige programmer, og vi riggede streamen til. Internetforbindelsen var god.

Mette havde holdt øje med de kraftige tordenbyger længere nordpå, men pludselig så hun et ekko lidt nordøst for os. Det begyndte at vokse både i størrelse og udbredelse. Det backbuildede. Det vil sige, at det byggede bagpå, altså sydpå. Det var jo en sand gave, for så var der mulighed for, at vi kunne indhente det.

I Colby drejede vi af I-70 og kørte mod Hill City og Stockton. Bygerne voksede stadig og byggede endnu mere bagpå. Vi kunne nu se de flotte toppe skinne hvidt i den nedadgående sol. Snart begyndte det også at lyne under dem. I lang tid troede vi faktisk, at vi kunne indhente dem, men i takt med at de voksede, bevægede de sig hurtigere og hurtigere væk fra os.

I Stockton drejede vi sydpå mod Hays. Jeg ville prøve at tage nogle lynfotos, men det stormede så meget udenfor, at stativet flere gange var ved at vælte, så det måtte jeg opgive.

Vi satte kursen mod Hays i kraftig sidevind og fygende jord. Hvorfor føles det, som om jeg har oplevet det før? Fordi det har jeg. Sidste år med Thomas og Per på præcis den samme vej. Læs bare her.

Mette oplevede nu et vaskeægte amerikansk tordenvejr med uafbrudte lyn, der siksakkede sig hen over himlen og ned i jorden. Det var et betagende skue. Mette blev faktisk grebet så meget af det, at hun til det sidste foreslog, at vi skulle fortsætte efter uvejret. Det var nærmest ombyttede roller. Men det var sent, og vi opgav tanken.

Vi ankom til Hays klokken elleve og kørte forbi det Super 8, hvor vi overnattede sidste år. Efter en smut i Walmart og en aftenburger på Wendy’s, checkede vi ind på Days Inn.

Det blev alligevel en halvlang dag med små 600 km i bagagen, så vi var godt trætte.

Vi lukker og slukker for denne gang.

Hilsen

Kai-Asle og Mette

Related Images: