Dagens chauffør: Thomas
Target area: Det nordvestlige Kansas
Afstand: 724 km
Dagens tema: Marginal chase
Vejr: Først sol og varme og så storm og kulde!
Menu: Superstart breakfast, sandwich til frokost, Burger King
Dagens rute:
I dag var der udsendt slight risk for den nordvestlige del af Kansas. Derfor tog vi forholdsvis tidligt af sted. Opholdet på Comfort Inn var rigtig hyggeligt. Indehaveren var en frisk dame, der syntes, det var enormt spændende at høre om vores bedrifter som chasere, så hende fik vi sludret en del med.
Vi satte kursen stik vest mod området omkring Wa Keeney og Hays, hvor jeg i 2008 blandt andet oplevede at blive evakueret til et toilet på en tankstation sammen med 15 andre. En spændende oplevelse.
ImpactChasers
Ifølge prognosen skulle bygerne først begynde at poppe tæt på solnedgang, begyndende i vest.
Undervejs blev vi opmærksomme på en anden bil på videostreamen et stykke bag os. ImpactChasers kaldte de sig. De jokkede sømmet i bund og indhentede os. Vi kørte ind på en tankstation og hilste på dem. De kom fra Montana og havde telt og grill med plus selvfølgelig alt chaserudstyret. Se, sådan er der nogen, der chaser. Vi spiste frokost sammen og blev enige om at følges ad et stykke tid.
I Hays så vi en del af Vortex 2 (Stort tornadoforskningsprojekt, der består af over 100 forskere og meteorologistuderende). Der er altid noget helt specielt ved at se de køretøjer og personer, som man ser på Discovery Channel i Stormchasers.
TIV2
Vi blev hængende i byen, mens vi ventede på, at vejret skulle komme i chasemode.
Højt mod nordvest, helt oppe ved grænsen til Colorado og Nebraska, var bygerne allerede i gang, men de lå langt væk, så vi satsede på noget tættere på.
Flere gange så det ud, som om der var ved at ske noget, men det faldt hurtigt sammen igen.
Hen under aften blev vi enige om at køre nordpå til Nebraska og fange de byger, der kom fra vest, for at tage nogle lynfotos.
Efterhånden som vi nærmede os, tiltog vinden voldsomt, og jord og flere ting fløj hen over vejen foran os. Samtidig lynede det mere og mere. Desværre var lynene sløret af nedbør og ikke særlig fotogene. Derfor valgte vi at indstille chasen og køre tilbage til Hays for at finde et motel.
Vi ankom i en forrygende jord- og sandstorm, der slørede gadelamperne. Det fløj rundt med alt muligt ragelse, og skilte og trafiklys bøjede sig faretruende i den voldsomme vind.
Bygen på grænsen til Nebraska
Tømningen af bilen var lidt af en prøvelse, for ikke nok med at det stormede, og luften var fuld af jord. Det var også blevet bidende koldt. Så med klaprende tænder skyndte vi os at slæbe bagagen indenfor.
I morgen er der lovet temperaturer på 15 grader her i området, så vi smutter formentlig laaangt sydpå, hvor der er dejlig varmt.
Brrrrr!
Kai-Asle
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!