Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Et sted i Kansas
Afstand: 700 km
Dagens tema: Chase, delvis bust, forkert valg
Vejr: Sol, skyet, regn, torden
Menu: Morgenmad: Superstart breakfast, Starbucks, Frokost: Burger King, Aftensmad: Boneles Buffalo chicken wings på Chili’s.
Dagen i dag var vanskelig, forstået på den måde, at det var utrolig svært at vælge et target area. I et område fra Texas Panhandle og hele vejen op til Illinois var der mulighed for, at der ville ske noget. I Texas var der mulighed for isolerede superceller, der kan være meget fotogene. Dog ville de først blive dannet sent på dagen, måske først efter mørkets frembrud. Længere nordpå i Kansas var der en øget mulighed for tornadoer, og det var det, vi gik efter.
Thomas ville gerne til Texas, mens vi andre ville nordpå. Det skulle vi komme til at fortryde.
Vi stod MEGET tidligt op, klokken halv otte, og tjekkede prognoser som gale før afgang fra Wichita.
Dernæst satte vi kursen nordpå mod Emporia, hvor vi spiste frokost på Burger King. Igen tjekkede vi prognoser og radar og kunne se, at det var gået i gang, også nede i Texas, hvilket kom bag på os. Der blæste en hård, varm søndenvind. Gode tegn.
Vi kørte ud af Emporia mod Topeka, hvor bygerne blev severe warned, og faktisk var der en tornado watch i området. Warmsector forventede, at der blev dannet byger i et grænselag foran en koldfront, der var på vej ind fra vest. Forholdende var gunstige; kraftig søndenvind, høj luftfugtighed, samt masser af cape. Der var værdier på op til 4000.
Desværre begyndte bygerne lynhurtigt at lægge sig på linje, og det er skidt, for så er det svært at se struktur og andre detaljer, og tornadorisikoen aftager. Bygen i Texas så nu imponerende ud og var fuldstændig isoleret.
Frustrationen begyndte at brede sig blandt os. Havde det været herhjemme, havde vi været ellevilde over at se flotte shelfclouds, bunker af lyn ledsaget af høje tordenskrald, men herover er det om ikke hverdagskost, så tæt på.
Vi rykkede rundt i området. Bygelinjen strakte sig hele vejen fra Kansas over Oklahoma og ned til Texas, hvor det stadig så mest lovende ud.
I området omkring Wichita så det lovende ud, og vi drønede lynhurtigt den vej langs med bygelinjen, hvilket gav nogle fantastisk smukke scenerier.
Vi nåede derned, men det blev kun til at par flotte skyer ud over markerne. Ikke rigtig noget at blive vildt ophidset over.
Vi besluttede til sidst at droppe det og kørte ind til Wichita, hvor vi spiste på Chili’s, der serverer de lækreste boneless chickenwings med stærk sovs. Jeg var hamrende sulten og bestilte derudover en monsterstor postion spareribs med majskolber og kartoffelmos. Det var alt for meget. Da jeg var færdig, sad det helt op i halsen. Og for det ikke skulle være lyv, bestilte vi en kaffe med Bailey, så var der altså ikke plads til mere.
Nå, men vi evaluerede på dagen, og Warmsector beklagede, at de lokkede os med nordpå i stedet for Texas, men det var ikke deres skyld. Vi havde muligheden for at køre sydpå, hvis vi ville. Det viser bare, hvor svært det er at chase.
Når man sidder derhjemme og følger andre chasere, tænker man sommetider: “Hvorfor kører de ikke derop, hvor der sker noget?” Men det er ikke altid, området er godt at chase i. Eller også er det for linært og ikke til at chase. Eller også har man bare udset sig et andet target area.
En positiv ting i dag har dog været streamen. Den har kørt næsten kontinuerligt. Og vi satte personlig rekord med 204 seere. Vildt! Dels har vi rodet meget med ledninger, adaptere, stik og indstillinger. Og dels har vi opholdt os i et område med bedre dækning.
Nå, men vejrudsigten ligner et højtryk over Midtvesten de næste par dage, hvilket betyder minimale chancer for vildt vejr. Derfor har vi skullet finde på noget at lave og er blevet enige om at køre helt op til South Dakota for at opleve The Badlands, en bjergkæde, der skal være utrolig smuk i solop- eller nedgang. Desuden ligger Mount Rushmore der, så det skal vi også have med.
Mandag og tirsdag er der en lille mulighed for noget uvejr i South Dakota, så vi krydser fingre. Warmsector har kun en uge tilbage, mens vi har to.
Så mange var ordene for denne gang.
Hilsen
Kai-Asle
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!