Dagens chauffør: Kai-Asle
Target area: Sydlige, østlige, vestlige Texas
Afstand: 830 km
Dagens tema: En finale, der blev MEGET spændende.
Vejr: Skyfrit, varmt, senere store tordenbyger, kraftig regn, store hagl og flotte lyn og skyformationer
Menu: Supestart breakfast, Starbucks, McD’s

Hold da helt ferie for en dag! Wow! Mette, jeg ringede ikke den her gang… men det var tæt på 🙂

En sløv dag endte med en hel del vildskab fra vejrets side, og vi blev taget som gidsler!

Som sagt lagde dagen stille ud. Vi sov længe og kørte først fra Waco ved ellevetiden.

Dagens setup bød på flere muligheder. Gårsdagens system lå over Østtexas og dannede et såkaldt outflow boundery layer.

Helt nede mod syd, ud mod Golfen, havde SPC faktisk en slight risk med 2% chance for tornadoer. Her forventede man, at dagens søbrise ville danne en konvergenslinje, som kunne generere roterende tordenbyger.

Derudover sagde Paul, at scenariet i Vesttexas mindede meget om sidste års fede oplevelse ved Eagle Pass nær den mexicanske grænse, hvor vi så en meget flot supercelle under et marginalt setup.

Altså var der nok at vælge imellem.

Vi besluttede at køre gennem Austin til San Antonio, hvorfra der ville være gode muligheder for at køre i en hvilken som helst retning.

I San Antonio snuppede vi en damn good coffee på you know… og nød de smeltende 33 graders varme og luftfugtigheden på 86%. Puha.

Vi blev enige om at satse på Vesttexas. Heldigvis. For her skete der ting og sager.

Vi kørte mod sydvest ud for byen Devine, hvor vi stoppede og holdt øje med en celle, der lige var begyndt at poppe.

Mens vi stod og kogte, kom en sød, lille hund hen og sagde hej til os.

Bygen voksede sig hurtigt stor og stærk, så vi blev enige om, at det var vores byge.

Lidt senere voksede en anden byge op lidt mod nordvest, og den blev severe warned, altså en kraftig tordenbyge. Vi blev enige om at snuppe den.

Vi kørte til den lille by Hondo, hvor vi holdt ind for at studere bygen.

Meeen den var altså ikke vildt imponerende at se på. Vi begyndte at snakke om, at det da havde været en fin afslutning på chasen, og at vi også skulle se at komme nordpå mod Dallas.

Klokken var nu omkring seks. Men vi ville lige give den ti minutter mere. Ofte gennemgår disse tordenbyger flere cykler og kan lynhurtigt intensiveres igen.

Den så altså stadig ikke vildt imponerende ud, så vi blev enige om at lade den drøne hen over os med sit torden og sin nedbør.

Men det viste sig, at vi var lidt for langt mod øst. Derfor rykkede vi vestpå. Klogt valg.

Da vi var kommet et stykke mod syd og vest, så bygen lige pludselig langt mere imponerende ud. Den lagde an til striations, buede linjer gennem bygen, hvilket er tegn på, at den forstærkes.

Vi blev stående og så fantastisk flotte lyn, tilløb til wallclouds, og vi hørte øredøvende drøn.

Flere biler standsede og spurgte, om det blev slemt. Vi fortalte, at vi ikke mente, der kom tornadoer, men at det var en velvoksen tordenbyge.

Vi trak løbende mod syd/sydøst/sydvest, afhængigt af bygens kurs.

Det var betagende nok engang at opleve den fantastiske runding på bygens forkant, mens lynene flængede hen over himlen.

Efterhånden som vi kom længere og længere ud på landet, svandt vejnettet ind, og til sidst var der ikke meget at vælge imellem. Derfor var det uhyre vigtigt, at vi var enige om, hvad vej vi skulle.

Paul var i løbende kontakt med os og kunne nu meddele, at to af bygerne var tornadowarned. Det havde vi godt nok ikke forventet at opleve denne gang. Ikke desto mindre havde vi kurs lige imod bygen.

For at kunne se en eventuel tornado måtte vi gå helt tæt på. Ikke helt ufarligt, især ikke når mørket er ved at sænke sig over landskabet.

Derfor gjaldt det om at holde godt øje med radar og gps.

Vi så, at hvis vi gik stik vest ad en mindre vej 10 miles vest for byen Derby, ville vi kunne nå foran bygen.

Men desværre viste vejen sig at være en grusvej, der allerede havde fået en del vand. Vi kørte vel et par kilometer ud ad den, før vi måtte give op, da den blev alt for pladret.

Mens jeg var ved at vende bilen, brød et sandt helvede løs. Det begyndte at hagle vildt og uhæmmet. Haglene var talrige og store. Flere af dem på størrelse med baseballs. Samtidig tiltog vinden vildt og uhæmmet. Var der en tornado på vej…?

Vi er den røde cirkel i det lilla område til højre

Vi ville så gerne væk derfra, men måtte opgive. Det haglede så voldsomt, at det var umuligt at se en hånd for sig. Det lynede uafbrudt og blæste kraftigt. Derfor vendte jeg bilens bagende mod vindretningen for at skåne forruden, der havde fået et større stenslag på vej mod South Dakota.

Vi befandt os i bygens haglkerne. Det kan være ekstremt farligt, da der kan være tornadoer i samme område. Men vi kunne intet gøre. Vi var fanget.

Larmen fra de mange hagl, der hamrede mod den i forvejen hårdt medtagede bil, var så øredøvende, at jeg på et tidspunkt måtte holde mig for ørerne. Vildt, vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Haglene var op til 8 cm i diameter og sprang op i luften når de ramte jorden eller bilen. Helt surrealistisk at se på.

Paul kunne på radar og gps se, at vi befandt os i farezonen og sagde vi skulle skynde os væk. Men som sagt kunne vi ikke.

Uddrag af samtalen med Paul på Skype:

[5/27/2009 8:53:35 PM] Paul Austin: Wow, your road options are very limited. I don’t know if you can make it to Big wells before the cells moves a little south of there.
[5/27/2009 8:54:31 PM] Paul Austin: The hail will probably get larger if you stay there. You might be better off trying to drive out of it southeast toward Dilley. Looks like you are in the outside edge of it.
[5/27/2009 8:55:39 PM] Paul Austin: If you are able to move, I would probably go back to I35 and go south to Cotulla and move wnw from there for the intercept. Of course if you are caught, you are caught. But if you can escape, do.
[5/27/2009 8:56:25 PM] Paul Austin: Hail showing 3.5 in. Is this what you are in?
[5/27/2009 8:57:01 PM] Kai-Asle: This is what we are in!!!

Altså ingen tvivl om, at det var voldsomt.

Efter ti minutter gav det sig endelig lidt, og vi kørte op på hovedvejen igen.

Her lignede det et vinterlandskab. Trods 30 graders varme var vejen dækket af et tykt lag hagl, så den var glat, men vi skulle jo skynde os væk. Det gik bare ikke, for foruden hagl i luften og på vejen var der også oversvømmelse flere steder. Puha. Ikke nemt.

Men det gik. Efter et stykke tid var vi helt ude af farezonen. Efter at have sundet os besluttede vi at fortsætte chasen.

Vi krydsede videre i området og holdt ind til siden for at fotografere de særdeles smukke lyn, der løb hen over himlen.

Efter nogen tid besluttede vi at pakke sammen og køre “hjem”. Vi var mætte.

Det havde været en lige lovlig spændende dag, men alligevel en fed oplevelse.

Og så fik vi æren af at indrapportere vores første officielle storm report:

10 NW DILLEY

FRIO

TX

2877

9929

WEB REPORT FROM PUBLIC OF CAR DAMAGE FROM BASEBALL SIZE HAIL ON COUNTY ROAD 4443.

 

 

Selvfølgelig bør man ikke havne i den situation, vi havnede i. Den skal for enhver pris undgås. Der kunne have været en tornado, og så kunne det være gået gruelig galt.

Men sommetider uvikles tingene så hurtigt, og så glipper kommunikationen måske et splitsekund, og så er løbet kørt. Derfor har det også været en lærerig oplevelse.

Bilen, der kun er få måneder gammel, har nu fået så mange tæsk, at den stort set er lige til skrothandleren. Jeg håber i den grad, at forsikringen dækker.

Vi kørte tilbage nordpå til byen Lyttle, hvor vi tjekkede ind på Days Inn.

Aftensmaden blev en kyllingeburger fra McD’s. Velbekomme!

Jeg er godt smadret og skal nu til at se 300 billeder igennem. Hvis der ikke kommer billeder i dagens blog, er det, fordi jeg er faldet i søvn.

I morgen er der mulighed for en gentagelse af dagens setup. Vi må se.

Hilsen

Kai-Asle

Related Images: