Hvis vi var opstemte over tordenvejret for nogle dage siden, var vi i den grad høje og nærmest i ekstase over det forrygende tordenvejr, vi oplevede i det sydvestlige Oklahoma! Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget lignende, og Vagn var fuldstændig opslugt og betaget af de tordenceller, vi chasede i seks timer i dag.

Klokken ni i morges susede vi 300 km sydpå mod det kæmpestore indkøbscenter nær Dallas for at shoppe gaver og lidt til os selv. I skyndingen glemte vi helt at tjekke ud. Men jeg ringede til dem, og de var gået ud fra, at vi havde glemt det. Så vi skulle ikke betale for en ekstra nat.
Vi havde givet os selv to timer til shopping. Dernæst skulle vi køre et par timer mod nordvest i nærheden af Lawton i det sydvestlige Oklahoma. De bedste betingelser for superceller og eventuelt tornadoer var længere nordpå ved grænsen til Kansas, men da vi jo snart skal flyve hjem fra Dallas, kunne vi ikke køre så langt nordpå.

Temperaturen var atter tilbage på 35 grader, og der var godt gang i konvektionen. Varm og fugtig luft blev transporteret op i Tornado Alley på forkanten af en koldfront og et øvre trug, samt en low level jet. Det betød gode betingelser for roterende tordenbyger, altså superceller.

På vej mod Wichita Falls begyndte bygerne at poppe vest for byen. Vagn var målløs over størrelsen og omfanget af tordenbygerne. Vi blev snart klar over, at vi ikke skulle længere vestpå, men nordpå. Bygerne trak i en nordøstlig retning med cirka 30 km/t.

Da vi nærmede os Lawton ved femtiden om eftermiddagen, var en af cellerne severe warned, altså en kraftig tordenbyge. Og det var jo lige det, vi var ude efter. Meget længere nordpå var der et par tornadowarned celler, men de lå for langt væk.

“Vores” celle så meget lovende ud. Lynfrekvensen var høj, og der var en veldefineret updraft base og inflowtail. Alt sammen tegn på god aktivitet i bygen.
Vi stod længe og filmede og fotograferede og nød de lavfrekvente drøn fra de enorme lyn. Efterhånden nærmede nedbøren sig. Og da radaren indikerede hagl på op til 8 cm, valgte vi at fortrække.

Vagn lærte nu, hvad det egentlig vil sige at chase, for de næste mange timer gik med at rykke foran supercellerne, finde et sted med godt udsyn, stoppe, fotografere, filme, tjekke radar og gps og så videre.

Nær Waurika holdt vi ind på en bakketop, hvor vi så det vildeste lysshow og de mest larmende tordenskrald, jeg nogensinde har hørt. Det var et mageløst skue, og vi var begge fuldstændig opslugt. Vi tillod os den luksus at lade det passere hen over os meget tæt på kernen. Det lynede næsten hele vejen rundt om os. Vagn troede lidt, at det var dét, og var ganske godt tilfreds. Men mens vi havde stået der, var jeg blevet opmærksom på en wallcloud syd for bygen, som kan indikere en ny udvikling.

Og ganske rigtigt. En ny severe warned tordenbyge var blevet dannet syd for os. Chasen fortsatte.

Vi ræsede sydpå for at komme foran den sydlige supercelle. Den nærmest eksploderede og havde en kerne med 10 cm store hagl. Dem skulle vi ikke nyde noget af. Men heldigvis bevægede også den sig forholdsvist langsomt, så det var let at komme foran den.

Vi holdt atter ind og tog flere forrygende lynfotos. Vagn var imponeret over, hvor “stort” vejret er herovre. Sådan føles det, da bygerne kan have en udbredelse på størrelse med Fyn, sommetider størrere, og så er området for det meste fladt som en pandekage med et fantastisk udsyn.

Efter at vi havde stået med armene i vejret i yderligere en halv time, var haglene uhyggeligt tæt på os, så det var tid til at søge videre sydpå. Heldigvis i den retning, vi senere skulle.

Undervejs indhentede tordenvejret os næsten, og lynene slog ned lige uden for bilen. Vi jublede og var helt oppe at køre. Men så… pludselig, lyste et enormt lyn hele bilen op ledsaget af et øredøvende brag, der kunne mærkes i hele kroppen. Jeg blev så forskrækket, at jeg var ude at kysse grøften. Kors i… hytten! Det var godt nok vildt.

Men nu var bygen lidt for tæt på. Vi blev ramt af kraftige straight line winds, der kan nå vindhastigheder af orkanstyrke. Flere ting fløj hen over vejen, og vi holdt udkig efter væltede træer i den kraftige regn. Der indløb nu rapporter fra stormsportere om biler, der var blæst af vejen lige i vores område. Jeg satte fluks farten ned og holdt krampagtigt fast i rattet.

Vi skulle bare ned til hovedvejen, så kunne vi suse væk fra bygen.

Da vi var kommet et stykke væk, holdt vi atter ind for at sunde os og mærke på vejret. Man kunne godt fornemme, at tordenbygerne var ved at miste pusten, men nu havde de også været aktive i hele seks timer. Noget, der i den grad imponerede Vagn.

Klokken nærmede sig elleve om aftenen. Vores kort var fyldt op med billeder (jeg har taget næsten 1000!!), vores batterier var næsten flade, og vi var også ved at være godt møre, så vi trak i bremsen og satte kursen mod motellet i Dallas.

Undervejs gennemlevede vi dagens oplevelser og var enige om, at det havde været helt forrygende. Og Vagn har fået en oplevelse for livet!

Klokken er i skrivende stund fire om morgenen amerikansk tid, og vi skal rejse langt i morgen. Jeg vil gerne takke alle, der har fulgt vores færd, og som altid tak for alle jeres venlige kommentarer. Hvis du først lige er kommet til, er du velkommen til at gå baglæns i år og de foregående år.

Farvel og tak for denne gang.
Hilsen Vagn og Kai-Asle

PS Jeg orker simpelthen ikke at gennemse og redigere de mange billeder nu, så jeg har lagt nogle smagsprøver op. Når jeg kommer hjem, lægger jeg resten op i fotogalleriet.

Related Images: