Busted windshield!

Dagen i dag startede lovende, gik over i en halvflad fornemmelse for så at ende med at blive turens højdepunkt.

Efter at vi havde spist morgenmad, tog vi i Wallmart og Best Buy. Mette var ved at udvikle “laptop-udslæt” på lårene, så vi købte en bakke, som hun kunne stille computeren på. Bagefter mødtes vi med Sarah og Paul, som havde overnattet hos Marc og Sharon for anden nat i træk. Det er helt vildt, at vi ligger og chaser i det samme område dag efter dag. Men det sparer jo benzin og kilometer, så det er fint.

Vi satte kursen mod Enid i det nordvestlige Oklahoma, hvor vi forventede, at der ville blive dannet byger på drylinen. Igen i dag var det smeltende varmt og fugtigt. Sidste år kæmpede vi til tider med at holde varmen. I år er det nærmest omvendt.

Da vi kom til Enid, var der allerede flere chasere. Vi talte med nogle fra Iowa, som havde en selvbygget kamerakuppel på taget. Den kunne de styre med fjernbetjening og følge med på en skærm inde i bilen. Sådan en må jeg bare have!

Mens vi indtog frokosten på Sonic, begyndte det så småt at poppe sydvest for os.

Navnlig en celle nær byen så lovende ud, så vi besluttede at sætte kursen mod den.

Da vi kom derned, var bygen i fuld udvikling og dannede på et tidspunkt en skytragt. Den nåede dog aldrig at blive en tornado, men der var masser af rotation. Senere blev den omsluttet af en del nedbør, så vi vendte blikket mod byen Fairview, hvor en anden celle så meget lovende ud.

Mens vi kørte derned, mistede vi internet-forbindelsen. Både vores og Pauls og Sarahs røg, så vi var blinde. “Now we’re switching to old school chasing”, sagde Paul og hentydede til, at vi var nødt til at chase som i gamle dage, hvor man hverken havde internet eller satellit. Så for en gangs skyld kiggede vi mere på himlen end på computeren.

Da vi nåede i nærheden af Fairview, var en ny celle begyndt at poppe længere sydpå. Den så mere lovende ud. Men det nordpå, som vi havde forladt tidligere, var også begyndt at se bedre ud igen. Nu var gode råd dyre. Vi besluttede at køre sydpå mod Kingfisher.

Vi nåede ned til bygens nordpå og måtte corepunche den for at komme til sydsiden. Der var masser af vand i den, men haglene holdt sig heldigvis væk… indtil videre!

Vi kom ud på sydsiden og kunne nu begynde at ane struktur og rotation. Flere gange var den tæt på at danne en tornado. I horisonten kunne vi ane et helt gardin af hagl, og Mette fandt da også pænt store hagl i græsset.

Vi begyndte nu at siksakke gennem området ad grusveje for at holde trit med bygen, som havde en flot wallcloud. Det var der også sådan cirka 200 andre chasere, der gjorde. Så alle de gode udsigstpunter var optaget, og vi holdt ofte i kø.

Tiv, Dominator 1 og 2 var ude at køre. Det var Twistex også. De af jer, der ser Stormchasers på Discovery Channel ved, hvad jeg snakker om. De medvirker nemlig alle i serien.

Det blev også til en sludder med Tony Laubach, som jeg har hilst på før.

Wallclouden blev efterhånden mindre udtalt og forsvandt til sidst. Bygen var ved at dø. Vi havde begge brug for at tanke op og kørte til nærmeste by. Det lå ligesom lidt i luften, at det var det. Men mens vi holdt og tankede, fik Paul endelig internetadgang og blev begejstret for det radarbillede, der mødte ham. Få kilometer nordpå ved byen Kingfisher lå en klynge ret kraftige byger. Længere mod syd var der flere isolerede celler, men de lå et stykke væk, så vi blev enige om at køre nordpå.

Da vi nærmede os Kingfisher, kunne vi se den flotteste struktur, jeg længe har set. Vi stoppede ved en mark og så en utrolig flot wallcloud komme imod os. Det tordnede en del, og inflowet var voldsomt.

Vi blev ved med at rykke os lidt foran bygen. Til sidst viste radaren et meget flot couplet, der indikerer, at der kan være en tornado, men den kraftige nedbør gjorde det svært at se en eventuel tornado. Da vi befandt os i bear’s cage, der er et farligt område nær supercellen, måtte vi hele tiden holde udkig. Vinden tiltog voldsomt, lynene slog ned lige omkring os, og til sidst indhentede regnen os, så det var tid til at komme af sted.

Ligesom vi kørte, begyndte der at falde hagl. Først kun nogle små hagl, men efterhånden blev de større og større. Nu blev det lige lovlig spændende. Vi kunne ikke gøre andet end at forsøge at køre fra det. Men halgene var nu så store, at vi ikke bare kunne træde speederen i bund, for så kunne vi miste forruden. Jeg sagde til Mette, at hun skulle tage sine solbriller på. Jeg var alvorligt bekymret for ruden. Jeg har tidligere oplevet voldsomme hagluvejr herovre, men den her gang var det, som om de hamrede hårdede mod bilen end nogensinde før. Og ganske rigtigt.. Vi blev ramt af hagl på størrelse med tennisbolde, der lavede en stor revne i forruden. Men vi kunne ikke stoppe, for vi skulle jo ud af bygen. Reed Timmer og hans følge holdt ind til siden foran os. Nogle af bilerne er specialbygget og kan sagtens tåle hagl. Men de andre almindelige biler må have fået smadret ruderne, for bag de store hagl, der ramte os, kom der endnu større hagl.

Vi ræsede af sted, så meget vejret og vejene nu tillod det. Det lynede uafladeligt, og der stod så meget vand på vejbanen, at bilen til tider sejlede.

Til sidst lykkedes det os at slippe ud af uvejret. Jeg må sige, at Mette nok en gang imponerer. Hun filmede det hele uden at sige så meget som ét ord… Hun var stiv af skræk 🙂 Nej, dog ikke, men betænkelig ved situationen. Men hun klarede det igen i dag til ug. I skrivende stund er jeg ved at segne over tastaturet af træthed, så jeg får nok ikke lagt video op, men når der kommer nogle rolige dage, lægger jeg den op.

Vi kørte til Oklahoma City, hvor vi spiste en god middag på Chili’s. Mette og jeg valgte at blive her, da vi skal have ny bil, og da der ligger en lufthavn her med biludlejning. Forhåbentlig bliver der ingen problemer.

Nå. Nu orker jeg simpelthen ikke mere. Jeg skal bare se dyner.

I morgen forventer man det helt store tornadoudbrud, så der venter endnu en hektisk dag.

Hilsen

Mette og Kai-Asle

Related Images: