Hook slice – Missery!

Dagen i dag har været præget af højspændt dramatik. Vi kom tæt på flere tornadoer, MEGET tæt!

Det begyndte ellers pænt fredeligt med, at en ældre dame greb fat i mig på hotellet og spurgte, om jeg ikke ville fotografere hende og hendes mand, når hun havde gjort ham klar. Øh… Nå, men flink som jeg er, svarede jeg selvfølgelig ja.
Lidt efter kom Maria og tog mig med hen på deres værelse. Der sad Charlie lige så fint og ventede. Charlie og Maria har været gift i 30 år, men skulle til hans 65-års-studenterjubilæum. Jeg tog flere billeder af dem, og hun sendte et par stykker til mig. De var vanvittig søde.

Maria and Charlie, hope, you had a wonderful reunion.

Og nu til vejret. Det var varmt og fugtigt, da vi startede. Vi vidste, at vi kun skulle køre en times tid til området omkring Kansas City.

Vi standsede ved Harrisonville og holdt øje med de cumulusskyer, der begyndte at dukke op vest for os. Det er her, man skal have is i maven og vente og se, hvilken celle der er den mest lovende. Vi nåede faktisk også en hurtig burger på Burger King.

De første totter

God konvektion

Til sidst stod det klart, at vi skulle en anelse længere nordpå lige nord for Kansas City.

Her lå der flere lovende celler. Vi valgte de østlige, da de var tættest på og under intensivering.

Vi tog interstate 35 mod nordøst og gik dernæst af for at køre østpå ind foran dem. Men desværre var der kun få og dårlige veje, så vi blev ret hurtigt indhentet af bygerne.

Vi forsøgte at nå en såkaldt bowling alley, det vil sige en smal åbning mellem de to store byger. Men åbningen blev mindre og mindre, så vi kørte i konstant regn og kunne intet se.

Derfor begyndte vi at vende blikket mod nordvest omkring St. Joseph, hvor der lå en fin, isoleret supercelle, der lige var splittet, og right moveren var severe warned.

Vi sagde farvel til vores gamle byge og susede vestpå.

Der gik dog ikke ret lang tid, før den sydlige af de gamle celler intensiveredes og blev tornado warned. Det var forfærdeligt. Vi kom jo lige derfra.

Vi betænkte os ikke et øjeblik. Danny vendte rundt på en tallerken og ræsede af sted… med 30 miles i timen. Myldretid, byer, små skovveje og bakker og floder gjorde, at vi ikke kunne køre særlig stærkt. Samtidig så vi på radaren, hvordan rotationen i cellen tiltog. Den havde et meget flot couplet. Det var frustrerende, for i lige linje var vi egentlig ikke særligt langt fra den. Men når man skal siksakke sig gennem uvejsomt terræn, tager det uendelig lang tid.

Endelig havde vi fået navigeret os igennem de mange forhindringer og nåede ud på en dejlig stor sydgående hovedvej, der ville føre os lige ned foran hooket.

Men ak, heldet var bare ikke med os, for vejen var afspærret, så vi måtte ud på en lang skovtur i den helt forkerte retning væk fra supercellen. Argh!

Det tog en halv time at komme rundt. Det betød så også, at cellen havde flyttet sig lige præcis så meget, at vi ikke kunne komme ind foran, men hang på bagkant af den, meget tæt på hooket.

Hele tiden så det ud, som om vejen var med os, så vi kunne hente cellen, men andre trafikanter, navnlig en med læs på ladet, gjorde, at vi ikke kunne komme hurtigt nok frem.

Kraftigt couplet

Det betød, at vi konstant lå faretruende tæt på både rotationen og rfd’en, der kom brølende ned på bagkanteen. Vi fik flere tornadorapporter blandt andet fra byen Orrick, hvor der er sket flere skader, men i skrivende stund er der heldigvis ikke gået menneskeliv tabt.

Vi stoppede, når vi kunne, og holdt skarpt udkig. Vi så flere gange rotation og nye wallclouds, hvilket da heller ikke gik ubemærket hen, for på Twitter havde man set rotation på vores stream, hvilket blev tweetet og retweetet flere gange.

Billede af vores stream.

Terrænet var stadig miserabelt, og nettet faldt jævnligt ud, så streamen var ikke helt stabil, men vi var da oppe på 1000 viewers.

Til sidst lå vi konstant i rfd’en og meget kraftig regn, lyn og torden og hagl, og det var svært bare at se vejen. Danny skulle virkelig holde tungen lige i munden.

Vi lå nu så skræmmende tæt på rotationen, og faktisk slicede vi hook’et, hvilket er ualmindelig farligt. Men vi ville heller ikke bare holde ind til siden, for stik imod vores forventning bevægede cellen sig mod sydøst i stedet for nordøst, således at vi forblev inde i hookets bagkant, så længe vejen fortsatte øst/sydøst parallelt med cellen. Der lå mange væltede og knækkede træer, så situationen var efterhånende, så farlig, at vi ganske enkelt ikke turde køre længere. Da vi samtidig læste om en tornado skjult i regnen få kilometer fra os, skulle vi ikke nyde noget. Så vi blev holdende og krydsede fingre.

Rotation

Selvom forholdene var barske, skete der ikke mere, og vi kunne langt om længe komme ud på en sydgående vej væk fra cellen, der ikke længere var tornadowarned, men stadig rummede store hagl og fantastisk mange lyn.

Vi er den hvide cirkel lige under tornadoikonet, som for øvrigt var en tornadorapport meget tæt på os!

Cellen producerede i alt tre tornadoer. De to første var ikke helt synlige på jorden, mens den tredje var en stor og farlig wedge-tornado, delvist skjult af regnen. Så selvom vi havde ligget foran hooket er det ikke sikkert, at vi havde set noget.

Vi kørte ned til motorvejen og drejede vestpå og dernæst nordpå mod Des Moines, Iowa, hvor man i morgen forventer et potentielt massivt tornadoudbrud. Heldigvis er terrænet der mere præget af marker, så der er bedre at chase. Der er så lige kommet en ny prognose. Nu ser det sydvestlige Nebraska meget lovende ud.

Vi sluttede af med en velfortjent tornadobøf, Margarita og et stort krus øl.

Lidt video fra dagens chase:
[youtube id=”mu_aWEdXl0I” align=”center” mode=”normal” aspect_ratio=”16:9″ maxwidth=”800″]

Puha, en næsten 10 timer lang og spændende chase er fforbi, og nu skal jeg se dyner.

[map style=”width: auto; height:640px; margin:20px 0px 20px 0px; border: 1px solid black;” kml=”https://stormhunt.org/wp-content/uploads/10.05.14.kml”]

Vi ses i morgen.
Kai-Asle

Related Images: