Så er vi her laaaangt om længe. Hele 25 timer skulle der gå, før jeg atter kunne krybe til køjs og sove. Derfor skrev jeg heller ikke noget i går aftes amerikansk tid. Jeg var simpelthen smadret.
Nå lad os begynde ved begyndelsen.
Vækkeuret ringede kl. 05.10 onsdag morgen på farmen i Starreklinte. De af jer, der kender mig, ved, at det er et ukristeligt tidspunkt for mig, men vi skulle jo af sted.
Per ankom kl. 6, og så kørte vi af sted mod Køben havn for at hente Thomas. Sissel og Mette var med for at sige farvel.
Vi ankom til lufthavnen kl. 8 hee tre timer før afgang, men der var laaang kø ved incheckningen, og netop kø skulle blive dagens tema.
Efter to timer nåede vi igennem til lufthavnens allerhelligste… You guessed it, Starbucks. Damn good coffee.

Vi gik om bord i flyet, og allerede før vi lettede, begyndte jeg at kunne mærke det i ryggen. Det skulle blive en laaang tur. Vi fløj i en stor bue uden om vulkanen “Kevin”, som JonStewart kalder den.
Landingen i Atlanta ti timer senere var som altid meget turbulent. Der må være noget helt speciel termik dér.
I Atlanta var der to en halv times ventetid til næste fly til Dallas. Men det tog så lang tid at komme igennem immigration, customs og endnu en omgang security, at vi kun med nød og næppe nåede flyveren.

Vi landede i Dallas Fort Worth, Texas, kl. 2 om natten dansk tid.

Nu skulle vi hente vores udlejningsbil. Vi havde bestilt en Chevrolet Tahoe, der er en fullsize suv. Det havde de ikke, men de kompenserede det ved at give os en Suburban, der er vildt stor. Den minder nærmest om en bus. Så der er god plads til drengene.

Vi kørte hen til vores motel, Days Inn, i Irving, hvor jeg søreme fik samme værelse som sidste år, 314.

Selvom vi var godt møre, skulle vi lige i Wall-Mart og købe køleboks, øl, vand og guf. Klokken nærmede sig hastig fem om morgenen dansk tid, altså et døgn efter at jeg var stået op, men vi skulle lige have noget at spise.

Desværre blev det ikke den store kulinariske oplevelse, men en gang McDonald’s. Beklager.

Vi drak en hurtig øl på motellet og tjekkede prognoserne. Da klokken var blevet 6 om morgenen dansk tid, måtte vi smide håndklædet i ringen. Vi kunne ikke mere. Jeg orkede heller ikke starte på bloggen. Derfor kommer den først nu.

I skrivende stund er den halv otte om morgenen amerikansk tid, hvilket bliver tidsdangivelsen fremover.

Ifølge prognoserne ser det ud, som om vi skal otte timer nordpå mod Salina, Kansas, hvor der er mulighed for superceller.

Så mange var ordene. Nu skal jeg i bad , spise morgenmad, og så skal vi rigge bilen til med alt vores gear.

Hilsen

Kai-Asle

Related Images: