Dagens chauffør: Sarah, Marc, Kai-Asle
Target area: Enid, Oklahoma
Afstand: 1000 km
Dagens tema: Supercelle a la carte
Vejr: Stratus, sol, supersaftige superceller
Menu: McD’s og McD’s!

 

Dagen i dag begyndte sløvt. Vi sov alle længe. De seneste to dages chase har sat sine spor.

Jeg stod op ved nitiden og begyndte at skrive min blog fra i går færdig. Ved ellevetiden kom Marc forbi, og vi kiggede på modellerne og SPC’s udsigt.

Nogle pegede på South Dakota og Nebraska som et godt target area. Andre modeller havde virkelig gode værdier et stykke nede i Oklahoma. Vi sad og snakkede om, hvad vi skulle gøre. Til sidst blev vi enige om at køre sydpå i håb om, at en isoleret supercelle ville poppe op. Der var cape-værdier på op til 5000! Det er ekstrem ustabil luft. Bygerne skulle dannes i et såkaldt outflow boundary. Det vil sige udstrømmende luft fra gårsdagens byger, der nu lå langt mod øst. Imponerende mekanisme.

At køre nordpå var for usikkert og ville efter alt at dømme ende med bygelinjer, der er svære at chase. Desuden ville vi være nødt til at køre meget langt nordpå.

På Baron-systemet kunne vi se en enlig celle poppe op lige syd for Enid, Oklahoma. Det var lige det, jeg havde drømt om. En isoleret supercelle!

Vi ræsede sydpå. Bygen udviklede sig hurtigt og blev snart både severe- og tornadowarned.

Til forskel fra de foregående dage bevægede den sig langsomt, kun 20 mph. Altså en ideel byge at chase.

Længe før vi nåede ned til bygen, kørte vi ind under ambolten. Bygen var backsheared (bagudbøjet) som følge af en meget kraftig updraft, altså opdrift. Derfor bredte ambolten sig langt ud til siden. Den var enorm og imponerende flot.

Vi tankede op, og jeg fik skudt et par billeder af flere tårne, der skød til vejrs.

Vi fortsatte mod byen Douglas. Paul nowcastede hjemmefra og kunne på en anden radar bekræfte det, vi så på Baron-systemet. Der var formentlig en tornado på jorden.

Og ganske rigtigt, nogle kilometer uden for Douglas så vi rotation, der hurtigt blev til flere tornadoer.

Et forrygende syn. Og supercellen var så enorm, at den sugede energi til sig fra alle sider. Luften omkring os var varm, fugtig og kvælende.

Vi forsøgte at komme tættere på, men vejen var for mudret. Det er ikke her, man skal sidde fast i mudderet.

Vi chasede videre omkring byerne Perry, Orlando, Stillwater, hvor vi så op til flere tornadoer. Nogle blev rainwrapped, det vil sige, de forsvandt i regnen. Andre var tydeligere, men var måske kun på jorden i kort tid, før de forsvandt igen.

Supercellen var så betagende smuk, at man kom til at føle sig helt ydmyg. Utroligt, hvad luft kan afstedkomme.

Vi chasede stort set den samme supercelle hele dagen. Der begyndte dog at poppe et par celler op syd og vest for den.

Det var helt utroligt, hvor mange chasere, yahoo’s (lokale) og strissere, der var på vejene. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Man skulle virkelig holde tungen lige i munden, mens man kørte. Foran standsede folk pludselig og sprang ud af bilerne med et kamera i hånden. Båtnakker!

Blandt de mere seriøse chasere er der en række uskrevne regler. En af dem er, at man blinker af i god tid, trækker helt ind ved siden af vejen og ikke åbner døren, før man har set sig ordentlig for.

De her lokale tumper bakkede pludselig ud på vejen eller åbnede døren lige foran os. I øvrigt spærrede politiet flere veje af, mens tornadoerne passerede. Kun presse og meteorologer fik lov til at passere. Så vi kom igennem, da vi jo er ’vejrfolk’.

Vi fortsatte chasen i samme område. Det var en dejlig afslappet chase for en gangs skyld. Vi kunne stoppe, stige ud, tage billeder og filme. Når så nedbøren indhentede os, rykkede vi bare lidt østover. Her er der heldigvis langt til kysten.

Alt i alt blev det til seks tornadoer. I går så vi fire. Så ti tornadoer på to dage. Ikke værst. Jeg må siges at have fået fuld valuta for pengene. De chasere, der satsede på Nebraska, oplevede et såkaldt ”blue sky bust”. Det vil sige, at himlen forblev blå. Intet udviklede sig.

Hen under aften skulle vi begynde at tænke på at komme nordpå mod Kansas City, der ligger på grænsen mellem Kansas og Missouri. Herfra skal Marc og Sarah flyve til Florida, og jeg skal flyve til København via Chicago. Og denne gang er den god nok. Jeg skal hjem! Jeg savner min dejlige familie. Der er gået tre uger nu. Det må være nok.

Undervejs ville jeg dog lige prøve at skyde et par lynfotos, så vi smuttede ind på en lille vej, hvor jeg så eksperimenterede med de forskellige indstillinger.

 

Det lykkedes at få noget i kassen.

Klokken var elleve, og der ventede os en 450 km lang køretur. Forventet ankomst: 3 om natten!

Pyh. Jeg trænger godt nok til at sove mere end fire timer i døgnet.

En ekstrachase nærmer sig sin afslutning. Har det så været dét værd? Det tror jeg nok!! De tre dage har i den grad oversteget mine forventninger. Jeg har oplevet forfærdelse, frygt, frustration og fascination. Jeg har set flotte skyformationer, heftige tornadoer, store hagl, imponerende lyn og oplevet, hvordan det er at være den jagede. Jeg kan bestemt ikke klage, og det gør jeg heller ikke.

 

Men jeg er meget ked af, at Per og Thomas var nødt til at tage hjem. For selvom vi også havde mange gode oplevelser sammen forinden, så har de svært ved at måle sig med de sidste tre dage.

Jeg laver en opsummering, når jeg kommer hjem.

Jeg vil gerne afslutningsvis sige tusind tak for alle de mange kommentarer og indlæg i gæstebogen. Det er dejligt, at så mange har fulgt mig herovre. For der har været mange aftener, hvor det har svært hårdt at få bloggen gjort færdig, men det har været det værd. Og jeg gør det såmænd nok igen en anden gang.

Og tak til TV2 for de fine artikler om os. I øvrigt er der lige kommet en ny, som I kan læse her.

 

I kan følge mig på hjemrejsen, hvis I har lyst. Klik på linket til højre på forsiden.

Jeg flyver med United Flight 0446 fra Kansas City International Airport (MCI) kl. 13.30 lokal tid til O’Hare International Airport (ORD).

 

Derfra går turen videre til København med United/SAS Flight 9390 kl. 22.05 lokal tid. Jeg ankommer til Københavns lufthavn klokken 13.20 mandag den 26. maj.

 

Kai-Asle

signing off for the last time over here!

Related Images: