Chasen nærmede sig hastigt sin afslutning, men vi havde lige ét skud tilbage i bøssen. Og denne gang var der lovende takter i den helt rigtige retning sydpå på vej mod Dallas.

Efter at have overnattet i Garden City (licking our wounds) satte vi kursen mod Perryton i Texas Panhandle, hvor der ifølge modellerne skulle etables en dryline med gode muligheder for isolerede superceller. Lige det, vi godt kan lide.

Da vi nærmede os byen, stod det klart, at vi var en smule for langt mod vest og for tæt på drylinen. Det er sådan, at når den skarpe grænse mellem varm og tør ørkenluft og varm og fugtig luft fra Den Mexicanske Golf etableres, så skal man ligge lidt øst for. Derfor arbejdede vi os lidt mod øst-nordøst.

Der var flere gode tårne (cumulusskyer), og det lovede godt.

Da vi nærmede os byen Buffalo i Oklahoma, var der blevet dannet en meget lovende celle, og jeg sagde til Peter: “Den napper vi. Det bliver dagens storm”.

Vi er cirklen ved den røde pil.

Nu gik chasen for alvor i gang. Temperaturen lå på små 30 grader, og dugpunkttemperaturen lå på 21, altså pænt meget fugtighed. Derudover var der CAPE-værdier på 3000 j/kg. Det er udtryk for, hvor meget energi der er i atmosfæren, og 3000 ligger i den høje ende.

Cellen begyndte nu at antage den helt rigtige form. God updraftbase og nedbøren et stykke ude til siden.

En af Danmarks førende fotografer i sving

På radaren var der god velocity, der er et udtryk for rotation inde i cellen. Højre side af billedet viser røde og grønne farver, der indikerer vind, der blæser henholdsvis væk fra og imod radaren. Der hvor de to farver mødes og er kraftigst, er der rotation, som måske kan nå ned på jorden i form af en tornado.

Det var mange gange lovende. Vi kunne med det blotte øje se rotationen tæt ved jorden, men det blev ved lige ved og næsten.

Men det var vores sidste dag, så vi chasede for fulde gardiner. Vi kørte i siksak ned ad små grusveje for at komme helt tæt på supercellen. Der var rigtig mange andre chasere på vejen og lastbiler med mobile radarer. Stemningen var i top, og “the sky was talking to us”.

Vi chasede aftenen igennem og hørte på et tidspunkt, at der havde været en kortvarig tornado på jorden nord for os i den celle, vi chasede. Vi så den ikke, men den dag var det “rigtigt”. Det var, som det plejer at være, når vi chaser, og vi nød begge to hvert et øjeblik.

Efterhånden som mørket sænkede sig, begyndte vi at tage lynfotos. Samtidig kunne vi overvære de flotteste mammatusskyer og en smuk solnedgang.

Chasen lakkede mod enden, og vi skulle begynde at tænke på, at vi skulle flyve hjem om ikke alt for mange timer, så vi valgte til sidst at trække stikke og køre mod Norman i Oklahoma, hvor Marc og Sharon boede, før de flyttede til Tampa i Florida.

Her tjekkede vi ind på Days Inn, hvor jeg har boet flere gange med Danny.

Halvdelen af natten gik med at rigge bilen af i smeltende varme klokken to om natten, mens lynene flængede nattenhimlen.

Da vi var færdige, sluttede vi af med en lille whisky og sagde tak for turen. Dagens chase var en fed afslutning på turen.

Næste dag spiste vi morgenmad på Wafflehouse, før vi satte kursen mod Dallas, hvor vi skulle flyve fra kl. 19 lokal tid.

Så mange var ordene i denne omgang.

Kai-Asle