Dagens chauffør: Per
Target area: Sydlige Oklahoma, nordlige Texas
Afstand: 900 km
Dagens tema: CHASE! IGEN!
Vejr: Skyfrit, varmt, senere store tordenbyger, kraftig regn, store hagl og flotte lyn og skyformationer
Menu: Wafflehouse, Starbucks, Whataburger

I går var jeg kommet til at skrive lørdag den 25. maj. Det skulle have været mandag den 25. maj. Beklager. Tak, fordi du gjorde mig opmærksom på det, Martin.

Endnu en chasedag er overstået. Forrygende! I samarbejde med Marc og Paul fra Warmsector og takket været vores egen intuition og tolkning af modellerne lykkedes det os at være på BYGEN (sagt med slet skjult stolthed).

Dagen begyndte afslappet. Vi sov helt til klokken halv elleve. Det var hårdt tiltrængt efter gårsdagens lange chase.

Lige ved siden af motellet lå Wafflehouse, som jeg havde spist morgenmad på med Andreas i 2007. Så vi GIK derhen og spiste æg og bacon, toast og pandekager og drak en damn good coffee!

Bagefter satte vi kursen østpå mod det sydlige Oklahoma.

Ifølge prognoserne skulle udstrømmende kold luft fra tordenbygerne fra dagen i forvejen danne et såkaldt “boundary layer”, det vil sige et grænseområde med kold og varm luft. Sidste år chasede chasede jeg et lignende setup nede i Oklahoma med Marc og Sarah og så flotte skyformationer og flere tornadoer. Så den slags setup er ikke helt uden evner.

Vi kørte som sagt østpå ad motorvejen ind i Oklahoma, hvorefter vi drejede sydpå mod Lawton.

Her blev der tid til en hurtig optankning af kaffe og benzin og et tjek på radar og satellit. Det er utrolig vigtigt, at man holder et vågent øje med vejrudviklingen, da bygerne kan poppe lynhurtigt. Og så gælder det om at være i nærheden.

Der var to boundary layers lige syd for Oklahoma, og så var der et i det nordlige Texas. Disse områder strakte sig over 600 km, så det gjaldt om at slå koldt chaservand i blodet og holde tungen lige i munden.

Ahhh

Faren kan sommetider være, at man går i panik og chaser den første, den bedste tordenbyge, man ser. Det er så noget skidt, hvis den lidt senere dør igen, samtidig med at noget langt bedre popper op lige der, hvor man var tidligere. Man skal undgå at blive fanget på mellemdistancen.

SPC (Storm Prediction Center) opgraderede deres udsigt og udsendte et slight risk for området syd for os, så nu holdt vi ekstra godt øje med det.

På radaren dukkede der pludselig en lille grøn plet op.

Radarbillede fra Baron

Det er bygen lige under grænsen til Oklahoma, vi havde kig på

Skulle vi gå efter den, eller skulle vi vente lidt? Puha, det var ikke nemt.

Ud ad vinduet mod syd så vi det flotteste tårn skyde i vejret.

Bygen skyder i vejret

På radaren eksploderede bygen på få minutter. Der var ikke længere nogen tvivl.

Bygen er nu eksploderet

Vi ræsede af sted mod den.

Men nu var klokken ved at være tre om eftermiddagen, og vi skulle igennem flere byer for at komme ind under bygen, hvor man kan se mange flotte strukturer som wallcloud, shelfcloud, striations med mere.

Desværre var der alt for mange biler på vejene og vejarbejde overalt, så det gik frustrerende langsomt.

Vi kastede os ud på små grusvej for at krydse siksak igennem området.

Vi skulle nu beslutte, hvad vi ville. Vi holdt øst for bygen, der drev mod øst med små 25 km/t. Vi kunne lade den passere os eller trække længe mod syd og køre parallelt med den ind imod Dallas.

I Wichita Falls fik vi udsyn til tordenbygen med et afsindigt flot gardin af hagl og regn.

Uhyret nærmer sig!

Vi valgte det sidste og røg atter ud på motorvejen. Men haglbåndet havde nu indhentet os, og alle biler søgte ind under broer og ind på tankstationer, da hagl på små 6 cm i diameter begyndte at hamre mod bilen.

Vi var ikke så bange for at få buler i bilen. Dem havde vi rigeligt af i forvejen fra tidligere haglangreb. Det var mere stenslag eti forruden, der vakte bekymring. Ville det være nok, til at forruden eksploderede?

Heldigvis skete det ikke.

Vi lå nu og krydsede gennem Fort Worth og forstæderne til Dallas gennem tiltagende trafik og bebyggelse.

Vældige ambolte bredte sig majestætisk ind over skyskraberne. De hyppige lyn, gardinet af kraftig nedbør, de betagende skyformationer og flotte mammatusskyer tog sig overordenligt smukke ud i den nedadgående sol.

Mammatus

Flere gange holdt vi ind og tog billeder. Det var simpelthen så smukt.

Men nu meldte et nyt dilemma sig. Bygen delte sig.

Den nordlige bevægede sig forholdsvis hurigt nordpå, mens den sydlige trak mod øst/sydøst. Hvad for en skulle vi nu vælge? Ællebælle…

Vi satsede på den nordlige celle, da den så sundest ud og havde adgang til den bedste energi.

En gigantisk backsheared anvil, ambolt, bagudbøjende ambolt, rejste sig foran os.

Atter holdt vi ind for at tage billeder. Det var simpelthen for flot.

Bygen, som den tog sig ud på Gr Level3. Den er splittet op

Men vi begyndte også at snakke om at gå sydover igen, da vi skulle være i stilling til morgendagens setup et godt stykke nede i Texas.

Derfor stoppede vi og kørte sydpå mod Waco, Texas.

Undervejs havde vi udsigt til utrolig flotte lyn, der løb hen over himlen, anvil crawlers.

Flere gange var der cg’ere, Cloud to Ground lightning, hvoraf mindst ét slog ned lige over bilen. BUM!

Vi ankom til Waco ved titiden og tjekkede ind på Super 8.

Dernæst kørte vi i Wall-Mart og købte lidt ind og spiste et udsøgt måltid på Whataburger… NOT!

Burgerne hænger mig langt ud af halsen nu. Glæder mig til rugbrød og kartofler.

Nå, jeg kender jo turen.

Endnu en god chasedag lakker mod enden. Vi chasede et marginalt setup og ramte plet. Vi var lige der, hvor det skete. Ikke værst.

Vi krydser fingre for i morgen, for så er det atter ved at være slut med det vilde vejr.

En koldfront svinger ned fra nordvest og fejer alt fugten ud af Tornado Alley=Nulvejr! Solrigt og tørt. Og så stopper festen.

Så jeg bliver nok ikke hængende ekstra længe ligesom sidste år.

See you!

Kai-Asle

Paul and Marc, once again we managed to succeed. Thanks!

Related Images: